Antallet af jobparate borgere på kontanthjælp har aldrig været lavere i Hjørring Kommunes historie, viser friske tal.
Gruppen af jobparate kontanthjælpsmodtagere er nu på 104 personer, og tallet er ganske bemærkelsesværdigt, da antallet er mere end halveret, mens en verdenshistorisk krise har lammet verden.
Formand for Arbejdsmarkeds- og Uddannelsesudvalget i Hjørring Kommune, Thomas Klimek (S), glæder sig over succesen, som han tilskriver rettidig omhu og politisk mod.
”Det forrige byråd viste i 2014 politisk mod og satsede mange penge på tværfaglighed og styrket virksomhedsservice. Den investering har både før og under COVID-19 vist sig at være en af de vigtigste beslutninger i kommunens historie. For bare tre år siden var tallet 317 borgere (opgjort maj 2018), sidste år 212 og lige om lidt kommer vi under 100 borgere på denne ydelse,” siger udvalgsformanden.
Fagmediet, NB Beskæftigelse, fremhæver i en artikel netop Hjørring Kommune sammen med Aabenraa, som kommuner, der har valgt at investere sig ud af udfordringen med ledige borgere, og den kurs fortsætter de næste mange år, hvis det står til den nuværende formand.
”Både det forrige og nuværende byråd står samlet bag strategien, også kaldet Hjørring-modellen, og det samme tankesæt viderefører vi i stor stil med Ungegarantien fra 2019. Der er mange årsager til, at et menneske ender på kontanthjælp, og det kan ske for os alle under de forkerte omstændigheder. Bag de her tal er mennesker, der alle har evner og kompetencer, men ofte handler det om, at det kan være svært at få foden indenfor i en virksomhed, hvis ikke man får en hjælpende hånd, og der har vi fundet en vej, som virker for mange,” konstaterer Klimek (S), der peger på, at man de sidste tre år ikke har haft flere, men færre resurser til at løse opgaven i arbejdsmarkedsforvaltningen.
”Redskaberne er udviklede og fungerer tydeligvis, og selvom vi har reduceret med knap 30 stillinger de sidste to år efter, at investeringsperioden (2015-2019) udløb, så virker Hjørring-modellen altså, kan vi se på de historisk lave tal.”