Gitte og Kaj Jensen samt sønnen Mads fra Lørslev nåede tirsdag med Hurtigrutens færge MS Midnatsol til Honningsvåg med dens godt 2000 indbyggere. En af de nordligste byer i Norge.
Borgerne hævder i hvert fald selv, at de er verdens nordligste by. De har lidt en konkurrence kørende med en anden norsk by, nemlig Hammerfest, der hævder det samme.
Fra gammel tid var man en by, når man havde rundkørsel. Honningsvåg har ikke mindre end to af slagsen. Nyere kriterier for at være en by i Norge er at have mindst 5000 indbyggere. Her kan Hammerfest sagtens være med.
– Honningsvåg var en super hyggelig by at gå tur i. Der var meget liv i byen, selv om vi fra Midnatsol vist var de eneste turister i dag. Vi fik oplevet skiftende flot belysning, den blå time bandt andet. Vi fik set statuen af Bamse. Bamse var en elsket og værdsat Sanct Bernhardts hund, der var skibshund under 2. Verdenskrig. Den var fra Honningsvåg, men har en tilsvarende statue i den skotske by, hvor skibet var udstationeret, fortæller Gitte Jensen.
Den lille familie fik også set Honningsvågs Kirke, som var det eneste, der stod tilbage, da tyskerne forlod Honningsvåg efter 2. Verdenskrig. Alt andet var brændt af. Kirken har en skorsten, fordi håndværkerne, der genopbyggede byen, skulle have et sted at varme sig. Ydermere fungerede den som bageri. De små byer deroppe er store byer, når de har Honningsvågs størrelse. Men der var ifølge familien også meget liv i byen.
– De har alt, hvad de skal have for at fungere som samfund. Masser af butikker, foreningsliv, skole, børnehave, lufthavne og så videre, slutter gårsdagens reportage fra MS Midnatsol.
Foto: Familien Jensen.
Link til relaterede artikler
Familien Jensen fra Lørslev har krydset den arktiske polarlinje ved Norge


