Fangekoret består af indsatte på udgang samt tidligere indsatte, som er fortsat med at synge efter løsladelsen. Korleder igennem 26 år, Louise Adrian, synger med indsatte i 5 fængsler og koret optræder rundt i de danske kirker.
I de første 10 år af Fangekorets virke i Vridsløselille Statsfængsel var der ingen, der kendte noget til de syngende forbrydere. De var gemt af vejen, men da de udgav en cd i 2004 fik offentligheden øje på dem. Der startede en efterspørgsel efter koret udenfor murene og med tiden fik Direktoratet for Kriminalforsorgen lavet nogle særlige udgangsregler, som i dag muliggør en koncertvirksomhed.
I de sidste 16 år har Fangekoret sunget for fulde huse rundt i hele Danmark og der er lange ventelister på deres optræden. Sidst de sang i Hjørring Baptistkirke var der fulde huse og det var en stor oplevelse.
Koret optræder med sange, som korsangerne selv har skrevet. Teksterne er vedkommende og handler om skyld, tro, fejltrin, tilgivelse, had, håb og anger – noget, vi alle kan genkende.
I årenes løb har Fangekoret givet 145.000 kr. til Børnetelefonen under Børns Vilkår, som overskud for salget af deres cd’er. Fangekoret har også været med til at starte Café Exit, som hjælper indsatte i livet efter fængselsstraffen. Der er skrevet bøger og lavet film om Fangekoret, som kaldes for Kriminalforsorgens mest synlige resocialiserende projekt.
Korlederen, Louise Adrian, har også selv skrevet en bog sit liv med Fangekoret og fået flere priser for sit arbejde.
Alle er hjertelig velkommen til koncerten den 17. juni kl. 19.00 i Hjørring Baptistkirke.
Billetter købes ved indgangen.
Link til relateret artikel