Som I tidligere har læst på NordsøPosten, indførte FDF Hjørring sidste år børnearbejde for de yngste som Familie-FDF. Nu starter der et tiltag for den anden gruppe, de ældre.
Mandag den 1/9 mødtes 12 tidligere aktive FDF’ere til hygge i bålhytten. Og da det ældste børnearbejde, der formelt findes i FDF hedder Senior, kaldes den nye samling for Senior-plus.
Kredsleder Tommy Larsen udtaler: “Det er et frirum for tidligere FDF’ere og spejdere, hvor man kan mødes i et hyggeligt fællesskab og fortælle røverhistorier om fortidens bedrifter”. Planen er dog også at eventuelt at kunne trække på nogle voksne med en særlig erfaring til noget børnearbejde i kredsen. Enten fast eller lejlighedsvis. “Men ønsker man bare at hygge med de andre deltagere, er man yderst velkommen til dette”, slutter Kredsleder Line Østergaard Jepsen.

Aftenens møde bestod i at lave en chiligryde over bål. Den blev vel modtaget. Der er indtil videre planlagt 4 andre aftener.
Kunne det være noget for dig, så kontakt Line via denne mail: [email protected]


