Hyldestdigte, protestdigte og anekdoter om skæve eksistenser i bybilledet. Hjørring Bibliotekerne (HB) lancerer lørdag den 8. februar kl. 11 udgivelsen ”Hjørring-digte” med 22 digte om Vendsyssels hovedstad, skrevet af poeter med kærlighed til, holdninger om og refleksioner over Hjørring.
Biblioteket efterlyste i efteråret 2024 digte til bogen, og der kom hele 40 bidrag fra lokale borgere med noget på hjerte om byen. Ét af bogens digte er f.eks. en kritisk ode til Svanelunden, skrevet af gymnasieeleven Mynte Sofie Brønnum.
Bogen indeholder også illustrationer med Hjørring-motiver af den lokale tegner Kim Larsen. Illustrationer og digte udstilles på biblioteket, og tegneren vil selv være til stede til ferniseringen den 8. februar.

Det gælder også for en række af digterne, og nogle af dem vil læse deres bidrag op. Derudover kan du høre musiker Søren Krogh, som vil optræde med et par sange, bl.a. visen om Kaffe Erik, som boede i en hule i Hjørring Bjerge.
Fernisering og bogreception finder sted i Hjørnet på Hjørring Bibliotek, og det kræver hverken tilmelding eller betaling at deltage. Til gengæld bliver der serveret et lille glas til at fejre udgivelsen.