Mandag den 26. januar 2026 takkede en kær kollega og populær lærer af på Bindslev Skole.
Niels Skipper har valgt nu helt at hellige sig en anden gerning, nemlig arbejdet med Skippers netavis NordsøPosten.
På lærerens sidste skoledag blev han hædret efter alle kunstens regler først med elevernes morgenhyldest.
Selv om han er god til at opsnappe nyheder, var det vist mest en overraskelse, da han blev kaldt frem på skolens centrale mødested – Torvet.
Eleverne sang så smukt om, når jeg bli’r gammel akkompagneret af pianisten Jesper Thomsen og lyden af de mange flagrende flag. Andre havde lavet en sjov film, hvor de tog gas på den gamle lærer på en rigtig fin og kærlig måde.
Elever lavede også et flot interview, hvor Niels Skipper blandt andet blev spurgt, hvad han kommer til at savne mest? Eleverne og kollegerne!
Der er masser af talent på skolen i Bindslev, også i Niels Skippers klasse 6. A., som han havde til dansk, historie, kristendom og natur/teknik.
Skoleleder Louise Høholt holdt en rigtig flot tale, og alle stemte i et højt og velment hurra samt held og lykke på vejen hjem fra skole.
Niels Skippers sidste skoledag blev rundet af med en lille reception på personalestuen, hvor der var flere taler og gaver, før det ringede ud for sidste gang.
Du kan se meget mere på Bindslev Skoles Facebook, hvor skolen har bragte denne hilsen: Niels Skippers sidste skoledag blev rundet af med en lille reception på personalestuen, hvor der var flere taler og gaver, før det ringede ud for sidste gang.
I dag har vi taget afsked med vores allesammens Niels, som stopper med lærergerningen efter mange gode år. Niels blev overrasket i klassen med pomp og pragt, for derefter at gå sejrsgang til Torvet hvor roser, sang, konfetti, interview, taler og skuespil blev fremført!

Alt sammen i stor taknemmelighed og tak fra alle elever og personale her på stedet!
Vi ønsker Niels alt det bedste fremover og ser frem til at følge hans anden passion ”Nordsøposten” og hans gode arbejde der. God vind fremover Niels!



