Fremmødet af turister og lokale var måske ikke helt så stort som tidligere, da Lions lørdag for første gang efter coronakrisen igen arrangerede den såkaldte turistfiskeauktion i auktionshallen på Norgeskajen.
– Det er da ærgerligt, at coronaen igen spøger, men til gengæld er det sjovt og opmuntrende at se, at mange af gæsterne her i auktionshallen er gengangere fra tidligere år, noterede Hanne Eliassen fra Lions i Hirtshals.
Der var bestemt heller ikke noget at udsætte på de mange frivilliges engagement og de fremmødte turisters lyst til at byde på de utallige fisk og skaldyr, der er sponsoreret af virksomheder på Hirtshals Havn.
Tidligere auktionsmester Karsten Brovn Pedersen styrede da også løjerne med vanlig autoritet og masser af humor. Ligesom fiskefileterne og ditto dellerne udenfor i solen som altid var lækkert tilberedte.
Festlig var stemningen under alle omstændigheder ved dette års glædelige gensyn med turistfiskeauktionen.
Diskussionen om post