De i artiklen anførte mistanker om snyd vedrørende norsk fisk tilført danske auktioner kan forholdsvis nemt afvises, anfører auktionsmester Finn Møller fra Hirtshals Fiskeauktion.
– Al fisk tilført danske fiskeauktioner, landet i Norge af norske fiskefartøjer, undergår en række af kontroller og registreringer. I Norge kontrolleres fangsterne løbende af Kystvagten, og fiskemodtagene kontrolleres af Matttilsynet, siger Finn Møller til NordsøPosten.
– Først landes fisken til et lokalt fiskemodtag, efterfølgende udfærdiges fangstcertifikater efter EU´s regler, og ved ankomst til den danske grænse kontrolleres disse af to instanser. Først af den danske told, og efterfølgende af IUU-enheden under Fødevarestyrelsen, som er den danske fødevarekontrol, tilføjer Finn Møller.
– IUU-enheden udtager løbende partier til en mere detaljeret kontrol. På fiskeauktionerne kontrolleres partierne løbende af den danske Fiskerikontrol, som er en del af Fiskeristyrelsen. Efter auktionen afregnes der direkte med de lokale fiskemodtag, hvorefter de enkelte fartøjer må forventes at få deres afregning, uddyber den lokale auktionsmester.
– Alt i alt er denne import af fisk til fiskeauktionerne altså underlagt kontrol af ikke mindre end 5 instanser, heraf 2 norske og 3 danske. Hvorvidt man fra norsk side mener, at der foregår fusk eller svindel, skal jeg fra Hirtshals Fiskeauktions side ikke forholde mig til, men blot slå fast, at det ikke på nogen måde kan finde sted, via måden det foregår på i Hirtshals, konkluderer Finn Møller.
– Hvorvidt man i den norske industri mangler råvarer, så har det gennem tiden aldrig været muligt at sælge fisk fra Norge i Danmark, hvis ikke den har kunnet afregnes til den bedste pris. Uanset i øvrigt om fisken er landet af danske eller norske fartøjer, forsikrer auktionsmesteren.
– Den i artiklen nævnte problemstilling med mangel på råvarer, er måske mere et politisk dilemma, end noget som kan henføres til fusk, slutter Finn Møller.
Link til tidligere artikel
Mistanke om norsk fusk ved salg gennem danske fiskeauktioner