Først kom Brexit med en million-regning til fiskeriet. Så var der ingen adgang til norsk farvand, og nu er det forhandlingerne mellem EU og Storbritannien, som lader vente på sig til fiskernes store frustrationer.
EU og Storbritannien er fortsat ikke enige om en endelig aftale for fiskerimulighederne for 2021. De nåede ikke i mål inden påske, som håbet, og det vækker stor bekymring hos Danmarks Fiskeriforening og Danmarks Pelagiske Producentorganisation, som derfor har kontaktet Statsminister Mette Frederiksen (S).
– Det står lysende klart, at forhandlingskomplekset mellem EU, Norge og Storbritannien er lige så møjsommeligt, som man kunne frygte, og det betyder, at der endnu ikke er en aftale om fiskerimulighederne for 2021 mellem EU og Storbritannien. Som formænd for de danske fiskere gør det ondt at være vidne til den modløshed, den her situation skaber i landets havne. Vi kan se alvoren i øjnene på vores medlemmer. Det er uden sidestykke, skriver formændene Svend-Erik Andersen og Fridi Magnusen.
Især industrifiskeriet vækker stor bekymring, da briterne ønsker at stoppe de danske industrifiskere i britisk farvand.
– Hvis det ønske bliver virkelighed, vil det være en katastrofe. Ikke bare for de danske fiskere. Men også for de mange mennesker, der er beskæftiget i industrien på land, blandt andet på fiskemelsfabrikkerne i Thyborøn, Hanstholm og Skagen. Det er en hel værdikæde, der står på spil, og det kan blive rigtig dyrt for Nord- og Vestjylland, lyder det i brevet.
Brevet er også sendt til fiskeriminister Rasmus Prehn (S).
Læs det her….
Kære Statsminister Mette Frederiksen
I dansk fiskeri står vi midt i nogle historiske udfordringer. 2021 er et år uden sidestykke for dansk fiskeri. Brexit er blevet virkelighed og mange af de ting, vi har frygtet, er desværre blevet en realitet. For hver dag der går, står det klarere, at brexit kommer til at forandre dansk fiskeri for altid. Derfor skriver vi med stor alvor og med stor bekymring for de mange arbejdspladser fiskeriet skaber, særligt i Vest- og Nordjylland.
Danske fiskere har med brexit afgivet fiskekvoter for milliarder. Danske fiskere haft ikke haft adgang til norsk farvand i årets første måneder og har mistet millioner i tabt indtjening. Det står lysende klart, at forhandlingskomplekset mellem EU, Norge og Storbritannien er lige så møjsommeligt, som man kunne frygte, og det betyder, at der endnu ikke er en aftale om fiskerimulighederne for 2021 mellem EU og Storbritannien. Som formænd for de danske fiskere gør det ondt at være vidne til den modløshed, den her situation skaber i landets havne. Vi kan se alvoren i øjnene på vores medlemmer. Det er uden sidestykke.
Lige nu er vi særligt bekymrede for industrifiskeriet. Som et led i forhandlingerne mellem EU og Storbritannien, ønsker Storbritannien at stoppe det danske industrifiskeri i britisk farvand. Hvis det ønske bliver virkelighed, vil det være en katastrofe. Ikke bare for de danske fiskere. Men også for de mange mennesker, der er beskæftiget i industrien på land, blandt andet på fiskemelsfabrikkerne i Thyborøn, Hanstholm og Skagen. Det er en hel værdikæde, der står på spil, og det kan blive rigtig dyrt for Nord- og Vestjylland.
Det er afgørende for dansk fiskeri, at industrifiskeriet i britisk farvand kan fortsætte. På den baggrund opfordrer vi Regeringen til at lægge så meget pres som overhovedet muligt på EU-systemet. Det er afgørende, at EU ikke går på kompromis på det her punkt. I dansk fiskeri har vi allerede betalt dyrt for brexit, og det skal undgås, at de danske fiskere får endnu en regning.
Til slut vil vi gerne kvittere for den opbakning Regeringen indtil videre har vist de danske fiskere i forhold til brexit. Den anerkendelse betyder meget. Vi håber derfor, at vi også kan regne med jeres støtte i denne sag, hvor det er nødvendigt, at I tager endnu en tørn for de danske fiskere.
Med venlig hilsen
Svend-Erik Andersen, formand for Danmarks Fiskeriforening PO, og Fridi Magnusen, formand for Danmarks Pelagiske Producentorganisation.
Kilde: FiskeriTidende.