Ifølge FAO’s rapport The State of World Fisheries and Aquaculture 2026 (SOFIA) nåede den globale produktion af fisk, skaldyr og andre organismer i 2024 op på rekordhøje 235 millioner tons. Fisk og skaldyr er i dag en af de vigtigste kilder til animalsk protein for mere end tre milliarder mennesker verden over.
Men rapporten viser også, at andelen af verdens vurderede fiskebestande, der klassificeres som overfiskede, fortsat stiger. Globalt er 37,6 procent af de vurderede bestande nu overfiskede.
I Nordøstatlanten, som også omfatter Nordsøen, danske farvande og Østersøen, er situationen dog bedre end mange andre steder i verden. Her vurderes 67 procent af landingerne at komme fra biologisk bæredygtige bestande.
“SOFIA-rapporten viser, at god fiskeriforvaltning gør en forskel. Når forskernes rådgivning følges, og der er klare regler for fiskeriet, kan bestandene holdes sunde og produktive til gavn for både havmiljøet og fremtidens fødevareforsyning,” siger Morten Fristrup, landechef for MSC i Danmark.
Rapporten peger samtidig på, at manglende politisk enighed kan få alvorlige konsekvenser. Flere sildebestande i Atlanterhavet er i dag overfiskede, og også makrelbestanden har været under pres gennem flere år.
“Udviklingen for sild og makrel viser, hvad der kan ske, når landene ikke kan blive enige om en ansvarlig fordeling af fiskekvoterne. Det understreger, hvor vigtigt det er med et velfungerende internationalt samarbejde om forvaltningen af fælles fiskebestande,” siger Morten Fristrup.
Samtidig fremhæver FAO tunfiskeriet som en af de store succeshistorier. Mere end 99 procent af de globale tunlandinger kommer i dag fra biologisk bæredygtige bestande.
“Tun er et godt eksempel på, at målrettet forvaltning virker. De regionale fiskeriforvaltningsorganisationer har gennem mange år arbejdet ud fra et forsigtighedsprincip, og resultatet er, at langt størstedelen af verdens tunbestande i dag er sunde. Det viser, at overfiskeri ikke er en uundgåelig udvikling, men et problem vi kan løse, når vi forvalter ressourcerne ansvarligt,” siger Morten Fristrup.
MSC arbejder globalt for at fremme bæredygtigt fiskeri gennem verdens førende certificerings- og miljømærkningsprogram for vildtfanget fisk og skaldyr. I dag deltager mere end 700 fiskerier i MSC-programmet og repræsenterer omkring 20 procent af verdens samlede fangst af vildtfanget fisk fra havet.
Om MSC |
| Marine Stewardship Council (MSC) er en international nonprofitorganisation, der arbejder for at sikre sunde have gennem bæredygtigt fiskeri.
MSC’s certificerings- og miljømærkningsprogram hjælper fiskerier med at dokumentere bæredygtig praksis og gør det muligt for forbrugere og virksomheder at vælge fisk og skaldyr fra ansvarligt forvaltede fiskerier. For at opnå MSC-certificering skal et fiskeri dokumentere, at:
I dag deltager mere end 700 fiskerier i MSC-programmet, hvilket svarer til omkring 20 procent af den globale fangst af vildtfanget fisk fra havet. Læs mere på www.msc.org/dk. Om fiskeri i Danmark og Nordøstatlanten
Kilde: FAO The State of World Fisheries and Aquaculture 2026, Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri samt MSC Danmark. |


