Netavisen lader her chefkonsulent Uffe Sveistrups replik til kritikken stå ordret uden kommentarer nedenfor, men vender tilbage med endnu et kritisk svar på tiltale senere, når vi har sammenholdt påstandene med fakta på Hirtshals Havn:
Jeg kan oplyse, at det oplyste antal kontroller af opkøbere, som er indeholdt i besvarelsen af aktindsigten, ikke afspejler den landede mængde af fisk, men antallet af landinger fra fiskerfartøjer i den enkelte havn.
I havne med mange landinger fra fx mindre fiskerifartøjer, som fx. i Hirtshals Havn, vil der derfor oftere blive foretaget kontrol af de landede mængder hos opkøbere.
Vores landingskontrol af fiskerfartøjer foretages ud fra en risikobaseret tilgang og vil typisk blive fulgt op af en vægtkontrol af de landede mængder af fisk. Denne kontrolvejning af landede mængder vil typisk foregå i en opkøbers lokaler. I de tilfælde, hvor en kontrolvejning foretages i en opkøbers lokaler, udarbejdes der altid en kontrolrapport, der fremsendes til fiskerfartøjsejer og til opkøber.
At der er færre kontroller i en havn, er ikke nødvendigvis et udtryk for, at der er mindre kontrol. Ved kontrol af færre, men større fiskerfartøjer, som f.eks. i Hanstholm Havn, vil der således blive kontrolleret en langt større mængde af fisk end i Hirtshals Havn.
Der udarbejdes altid en kontrolrapport, når der udføres kontrol ved en opkøber. Det oplyste antal af kontroller ved opkøbere i 2020 og 2021 er udarbejdet på baggrund af et dataudtræk på antallet af udarbejdede kontrolrapporter, der er fremsendt til opkøbere.
Som beskrevet i aktindsigtsafgørelsen er dataudtrækket yderligere sorteret efter de kontrolrapporter, hvor der er noteret en kontrolmængde eller opvejet mængde. Det vil sige, at fiskerikontrollen hos opkøbere indebærer en partikontrol af vægt eller en kassekontrol af vægt. På baggrund af denne sortering af data vil der være kontrolrapporter, der ikke er medtaget i det oplyste antal af kontroller i aktindsigten.
Det gennemførte antal kontroller hos opkøbere i både 2020 og 2021 er påvirket af, at der i flere perioder ikke fuldt ud kunne gennemføres fysisk kontrol hos opkøbere på baggrund af de gældende COVID-19 restriktioner.
Venlig hilsen
Uffe Sveistrup
Chefkonsulent | Fiskerikontrolkontoret


