Danmarks Fiskeriforening støtter den nye regerings plan om en 10-årsplan for dansk fiskeri. Planen bør udvikles i dialog og samarbejde med erhvervet med henblik på at udvikle fiskeriet.
I dag har den nye firpartiregering bestående af Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Moderaterne og Radikale Venstre præsenteret sit regeringsgrundlag, og det ser man med optimisme på i fiskerierhvervet.
– Det er godt, at vi nu får en regering igen, og jeg er glad for det skarpe fokus på det grønne område og havmiljøet. Ingen er mere afhængige af et godt havmiljø end os. I dansk fiskeri er vi derfor klar til at samarbejde med den nye regering om at forbedre havmiljøet og samtidig sikre, at dansk fiskeri kan udvikle sig, siger Svend-Erik Andersen, formand for Danmarks Fiskeriforening.
Et af de punkter i regeringsgrundlaget, som Danmarks Fiskeriforening har set på med størst interesse, er forslaget om, at fiskeriet skal have en 10-årsplan. Det arbejde ser Danmarks Fiskeriforening frem til at bidrage til.
– Vi skal have en 10-årsplan, der kan udvikle fiskeriet og sikre, at vi kan fiske effektivt, samtidig med at vores fiskeri bliver mere miljøskånsomt og klimavenligt. Det er ambitiøst, men jeg tror på, at det er muligt, og vi håber, at vi får mulighed for at kaste os ind i arbejdet med 10-årsplanen, uddyber Svend-Erik Andersen.
Det fremgår også af regeringsgrundlaget, at der skal etableres fem nye marine naturnationalparker, ligesom der skal arbejdes med beskyttelsesgraden i udpegede områder. Også her bliver dialogen med fiskerierhvervet afgørende.
– I dansk fiskeri vil vi gerne være med til at udpege 30 % af havet som trawlfrit, og vi vil gerne være med til at udpege flere marine nationalparker. Det er helt afgørende, at fiskerierhvervet bliver inddraget, og vi er klar til at tage ansvar og sikre, at der både er plads til et effektivt fiskeri, til nationalparker og til beskyttelse af havet, forklarer fiskernes formand.
Danmarks Fiskeriforening opfordrer i forlængelse heraf til, at regeringen også udpeger særlige fiskeriinteresseområder, hvor fiskeriet får garanti for, at der kan fiskes med bundslæbende redskaber, så erhvervet får stabile rammer og fortsat kan bidrage til fødevareforsyningen.
Billigere fisk
I Danmarks Fiskeriforening glæder man sig også over, at momsen halveres på fisk og skaldyr, og man håber, at det kan få danskerne til at spise endnu flere fisk. Dog havde man gerne set, at fisk var blevet sidestillet med frugt og grønt.
– Det er rigtig godt, at momsen halveres på fisk og skaldyr. Vi ved, at prisen på fisk har kæmpestor betydning for forbrugerne, så det er meget positivt. Fisk er sundt og kan noget, som bælgfrugter ikke engang kan. Derfor kommer vi til at arbejde for, at momsen også bliver helt afskaffet på fisk, tilføjer Svend-Erik Andersen.
Opgaver venter
I Danmarks Fiskeriforening peger man desuden på, at der lige nu ligger tre store opgaver på den kommende fiskeriministers bord. For eksempel har fiskerne endnu ikke kunnet få deres ålelicenser.
Fiskerne har heller ikke fået den CO₂-afgift, som fiskeriet betalte i 2025, tilbage, og en forældet bekendtgørelse forhindrer lige nu rejefiskerne fra Rømø og Esbjerg i at operere. Det skal der gøres noget ved hurtigst muligt.
– Det er afgørende, at den nye regering og den nye minister med ansvar for fiskeriet hurtigt kommer i gang med arbejdet. Vi har nogle sager, som skal afklares hurtigst muligt, så de ikke påfører fiskerierhvervet unødige omkostninger. Derfor afventer vi med spænding at se, hvilken minister der får opgaven tildelt i morgen, slutter Svend-Erik Andersen.


