Hvis du skal til eller fra Langesund eller Kristiansand i Norge torsdag, så bliver det ikke med en færge fra Fjord Line. Færgeselskabet har været nødsaget til at aflyse flere af deres afgange til og fra Hirtshals på grund af stormvejret.
– Det er relativt kraftfuldt vejr, der kommer, og det gør det meget besværligt for os at køre vores operationer. Vi aflyser flere af vores afgange og laver en af dem om, indtil vi er på den anden side af stormen, siger Brian Thorsted Hansen, der er pressechef hos Fjord Line.
Det er afgangene begge veje på ruterne Hirtshals-Langesund og Hirtshals-Kristiansand, der er aflyst. I alt gælder det seks afgange torsdag.
Færgeafgangen fra Hirtshals til Stavanger og Bergen er blevet flyttet to timer frem for at ramme et tidspunkt, hvor stormen ikke ser ud til at være så kraftfuld. Den sejler normalt klokken 20, men torsdag sejler færgen klokken 18 i stedet for.
Følg trafikmeldinger fra færgerne her: Fjord Line og Color Line
Kilde: TV2 Nord.