Efterårets første rigtige blæsevejr rammer i dag Danmark. Det sker når et lavtryk i løbet af dagen tager turen lige nord om landet, skriver DMI.
Syd for lavtrykket blæser det kraftigt op fra vest og nordvest, og i løbet af dagen ventes mange steder hård vind til hård kuling med kraftige vindstød.
På udsatte steder, typisk ved vest- og nordvestvendte kyster, kan vinden en overgang nå stormende kuling med vindstød af stormstyrke. Lavtrykket bevæger sig ret hurtigt fra vest mod øst, og således vil den kraftigste blæst typisk vare 4-5 timer.
Foruden kraftig blæst, hiver lavtrykket også nogle heftige bølger med sig ned gennem Nordsøen. Det får man at mærke på Vestkysten, hvor bølger på omkring 5 meter kan ramme ud på eftermiddag!
Som følge af den kraftige blæst, er der udsendt et DMI-varsel, som kan ses nedenfor.
Kilde: DMI og YR.NO.