I sidste uge havde Michael Vendelbo Pedersen i rollen som direktør hos Erhverv Hjørring fornøjelsen af at besøge Kaj Bundgaard, der er direktør hos Krone Vinduer A/S.
– Snakken gik fra første sekund, både fordi Kaj er en meget imødekommende person, og er engageret både i Erhverv Hjørrings bestyrelse og en del af BIG9, men også fordi der er meget historie i Krone Vinduer A/S. Krone er en dansk virksomhed med 70 års erfaring og med egne produktioner i Vendsyssel. Og Kaj er synonym med virksomheden, fortæller efterfølgende Michael Vendelbo Pedersen, idet besøget er et led i hans tidligere omtalte tour de force til medlemmer af Erhverv Hjørring.

Kaj Bundgaard startede i lære som tømre i 1975, i det der dengang hed HP-Koncernen, og har været i firmaet siden. I 1980’erne begyndte virksomheden at lave vinduer, og snedkerforretningen voksede sig større og større til at være en reel industrivirksomhed.
Den 1. sep. 2005 købte Kaj Bundgaard vinduesproduktionen i firmaet sammen med ledende medarbejder, og det er det, vi i dag kender som Krone Vinduer. Dengang var omsætningen på ca. 20 mio. kroner, men har været igennem en støt udvikling lige siden, både med opkøb af andre produkter og virksomheder, til i dag, hvor de omsætter på den gode side af 200 mio. kroner.

I dag ejes virksomheden af VKR Holding A/S og har lokalt i Harken ca. 75 ansatte samt ca. 45 ansatte i afdelingen i Åbybro. Det går rigtigt godt for Krone Vinduer A/S, idet virksomheden de seneste tre uger har ansat ikke færre end 21 nye medarbejdere.
– Noget vi virkeligt kan være stolte af i Hjørring Kommune, slutter Michael Vendelbo Pedersen.


