Tirsdag den 20. januar klokken 19.30 inviterer flere menighedsråd i Tannisbugt til et spændende foredrag med håndboldstjernen og ildsjælen Rikke Nielsen.
Det foregår i Emmersbæk Kirke, Asger Højlundsvej 1 i Hirtshals. Billetter til 120 kroner kan købes ved indgangen eller forudbestilles her.
Rikke Nielsen fortæller i dette livsbekræftende og inspirerende foredrag ”Sådan blev jeg en rigtig vinder” efter modgang i livet! om hendes livs store udfordringer: en kræftknude og et barn født med Downs syndrom, og hvordan hun imødegik dem og kæmpede sig tilbage.
Efter en operation blev Rikke Nielsen erklæret rask, og derefter viede hun sin tid til sit livs projekt: Kidz – et håndboldhold for udviklingshæmmede børn, som hendes egen datter Magda. Rikke startede holdet, fordi hun savnede et fritidstilbud til datteren.
Heldigvis var det ikke kun Rikkes familie, der manglede et hold til deres datter, det gjorde mange andre i Aalborg og omegn også.
Deraf startede Rikke i samarbejde med I.H. Aalborg og Nøvling IF Kidz-holdet, som i dag består af 40 børn.
I foredraget fortæller Rikke om den måde, hvorpå hun har gjort drømme til virkelighed og ambitionen om at spille stævner med Kidz-holdet og inspirere andre klubber i Danmark til også at starte op. Et motiverende foredrag ud over det sædvanlige, som vil inspirere klubber, foreninger, forældre og frivillige ildsjæle.
Bag samarbejdet om at skaffe store foredragsnavne til Tannisbugt-området står menighedsrådene for kirkerne i Horne/Asdal, Tornby/Vidstrup, Emmersbæk/Hirtshals og Tversted-Uggerby.


