Den politiske uro breder sig midt i valgkampen, efter at borgere omkring Stiesdal Skyclean ved Smidstrup har berettet om alvorlige helbredsproblemer til Jyllands-Posten.
Nu gør endnu et parti det klart, at et stop for pyrolyse bliver et centralt krav i eventuelle regeringsforhandlinger. Alternativet går længst i sine krav og vil stoppe både anlægget i Smidstrup og nye pyrolyseprojekter, indtil der ligger mere viden om sundheds- og miljøkonsekvenserne.
“Vi er det parti, der allerhelst vil have bæredygtig omstilling. Men vi vil jo ikke have det på bekostning af folkesundheden. Så vi er jo nødt til at finde de rigtige løsninger,” siger miljøordfører Torsten Gejl til Jyllands-Posten.
Enhedslisten har allerede tilkendegivet, at partiet vil kræve et landsdækkende stop – både for pyrolysedrift og for udbringning af biokul.
Tidligere sagde Peder Hvelplund til Jyllands-Posten, at partiet vil “kræve et stop for al brug af pyrolyse i Danmark og spredning af biokul, indtil det er undersøgt, hvad der er op og ned i sagen fra Nordjylland.”
SF bakker op om et hurtigt indgreb og kræver handling straks efter valget, hvis en ny regering får rødt flertal.
“Hvis det ikke kan afvises, at der er sundhedsproblemer, må anlægget stoppe driften, indtil problemerne er løst,” lyder det fra politisk ordfører Signe Munk. “Naboerne har krav på at få svar hurtigst muligt.”
Danmarksdemokraterne ønsker ikke nationalt forbud, men åbner for lukning af netop det ramte nordjyske anlæg, hvis problemet ikke løses.
“Vi kan i Danmarksdemokraterne ikke leve med, at folk bliver syge, uanset hvad produktionen er. Og det er fuldstændig lige meget, om det er toiletpapir eller alle de biokul, du laver, hvis folk bliver syge,” siger miljøordfører Kim Edberg Andersen, der er valgt i Nordjylland. “Det bør ikke betyde, at man udelukker teknologien nationalt.”
Liberal Alliance ønsker heller ikke at standse pyrolyseteknologi generelt, men kræver hurtig afklaring.
“Vi taler jo om relativt mange mennesker i et lille område, der bliver syge eller dårlige,” siger politisk ordfører Sólbjørg Jakobsen. “Pyrolyse er en vigtig teknologi i landbrugets grønne omstilling… Først og fremmest er der brug for mere viden.”
De Radikale ønsker hurtig handling og kalder myndighedernes godkendelser af biokul “besynderlige”.
“Det skylder vi først og fremmest dem, som bor i området og muligvis er udsat for sundhedsrisiko… Vi kan ikke lade beboere, eller ejere, hænge i uvished,” skriver spidskandidat Carsten Bedsted.
Han kalder det “besynderligt, at man giver tilladelse til at sprede biokul på landbrugsjord… trods myndighedernes advarsler.”
Direktøren for pyrolyseværket Stiesdal Skyclean afviser, at anlægget er sundhedsskadeligt.
“Vi tager borgernes oplevelser om sygdom dybt alvorligt… Men uafhængige eksperter har gennemført 135 målinger, som overholder alle gældende grænseværdier,” udtaler direktør Peder Nickelsen, til Jyllands-Posten.
Ifølge ham er det “ekstremt usandsynligt”, at anlægget står bag helbredsproblemerne.


