Centerdirektør Tonni Sørensen kunne fredag eftermiddag byde velkommen og slå dørene op til HTC’s 1.050 m2 nye flotte kontorbygning i 2 etager, der er placeret lige bag centrets hovedbygning.
I sin åbningstale kunne Tonni Sørensen fortælle, at opførelsen af kontorbygningen reelt er et resultat af et stigende behov for mere plads til flere af de bestående lejere.

HP Group har stået for opførelsen af den nye bygning til Tonni Sørensens store tilfredshed. Det er 5. gang HP Group bygger for HTC, hvilket fortæller om et godt samarbejde bygget på gensidig tillid.

De mange gæster til arrangementet fik lejlighed til at se og glæde sig over den flotte kontorbygning, der er opført i kvalitetsmaterialer hele vejen igennem.
Tre lejere er allerede flyttet ind i den nye bygning. I stueetagen har CW Spedition v/Claes Willadsen lejet et kontorareal på 170 m2. CW Spedition har ganske få år på bagen, men har oplevet en markant vækst og beskæftiger allerede nu 5 medarbejdere. Kontoret er åbent mandag-fredag kl. 8.00 – 17.30, men er reelt døgnbemandet med en arbejdsstation i hjemmet hos Claes.

I stueetagen har virksomheden Ocean Aero Global Logistics også indrettet sig. Denne virksomhed, der ejes af Frederikke Grove Knutsen, formidler alle former for sø- og lufttransport over hele verden. Virksomheden er nystartet i september 2025, men ser et potentielt stort marked blandt de mange virksomheder i Hirtshals.

På 1. sal er virksomheden Logent ved at indrette sig i et stort vestvendt kontor. Logent er en logistikpartner med kontorer i hele Norden, og tilbyder håndtering af toldpapirer samt unikke løsninger til hele logistikkæden med en bred vifte af tjenester.
Der er således allerede godt gang i aktiviteterne i den nye kontorbygning. Tonni Sørensen fortæller dog, at der fortsat et 4 ledige lejemål i bygningen. Interesserede lejere kan henvende sig til Tonni på tlf. nr. 20113955 eller på mail [email protected].


