Der var fredag formiddag fortsat fuld opmærksomhed på situationen omkring fiskefartøjet FN 462 Jeanne, som onsdag den 25. marts gik på grund ved den østre dækmole ved Hirtshal Havn. Strandingen udløste en større redningsindsats, hvor flere fartøjer allerede har været involveret.
I første omgang lykkedes det en medhjælpende trawler at få Jeanne trukket frem til havneindløbet, hvor kystredningsfartøjet Margrethe Gaardbo og senere redningsbåden FRB 14 tog over i forsøget på at få fartøjet sikkert ind i Hirtshals Havn. Stærke vindstød af kulingstyrke og en langsgående strøm gjorde imidlertid manøvren yderst vanskelig.
Under et af forsøgene sprang endda et hydraulikrør, hvilket yderligere komplicerede operationen. FN 462 drev under de hårde forhold øst over og endte til sidst med grundstødningen faretruende tæt molen, hvorefter mandskabet til sidst blev reddet i land med helikopter.
Trawleren Elin blev nævnt som muligt fartøj til et nyt forsøg, men samtidig blev der set på muligheden for at inddrage en slæbebåd. Endelig blev det dog HG 265 Asbjørn. Fartøjet er 89 meter langt og udstyret med en 6000 hk motor, hvilket er specifikationer, som gør det egnet selvfølgelig først og fremmest til fiskeriet, men også til tunge opgaver som i nødstilfældet her at bistå i fritrækning af et strandet fartøj.
I løbet af fredag formiddag lykkedes det tilsyneladende også for besætningen på HG 265 Asbjørn med hjælp fra virksomheden Dykkerstaal A/S fra Hanstholm at få en slæbetrosse ombord på FN 462 Jeanne.
I skrivende stund ser fritrækningen endelig ud til at være lykkedes og er blevet det helt store tilløbsstykke på Hirtshals Havn. Fartøjerne har kurs mod indsejlingen.
Foto: Presse-fotos.dk.



Hvor var det godt at se at hurtig indsats bare virker fiskerne/redningsfolk imellem