Fødegangen på Regionshospital Nordjylland i Hjørring har gennem de seneste år arbejdet målrettet på at gøre fødsler mere bæredygtige.
Et projekt med navnet “Bæredygtige fødsler på RHN” har ført til en markant reduktion i brugen af engangsartikler og en omlægning til mere miljøvenlige løsninger i den kliniske hverdag.
Projektet modtog støtte fra Region Nordjyllands Klimapulje i 2024 og blev gennemført fra 2025 til foråret 2026. Målet har været at reducere afdelingens CO₂-aftryk, ressourceforbrug, affaldsmængder og plastforbrug uden at gå på kompromis med patientsikkerhed, hygiejne eller den faglige kvalitet.
Initiativet udsprang af et ønske blandt jordemødrene i Hjørring om at mindske det omfattende forbrug af engangsprodukter i plast og metal, som traditionelt anvendes ved fødsler. Inspirationen kom blandt andet fra Grøn Familiestart på Aalborg Universitetshospital, det europæiske projekt Born Green Generation og et stigende fokus på bæredygtighed i sundhedsvæsenet generelt.
Samtidig oplevede afdelingen, at flere kommende forældre efterspurgte information om plastforbruget og udtrykte bekymring for mikroplast.
– Det giver så meget mening for mig og mine kollegaer, at vi går forrest som gode eksempler og hjælper de kommende forældre med at se muligheder i forhold til at passe på vores natur og minimere vores omgang med mikroplast, siger jordemoder Anette Juel Storgaard Thomsen.
Som led i projektet er en række engangsprodukter blevet erstattet af flergangsalternativer. Blandt andet anvendes der nu metalinstrumenter, som kan steriliseres og genbruges, ligesom patienttøj i stof er indført til partnere ved kejsersnit. Samtidig er forbruget af blandt andet opkastposer, sæbeklude, spritklude og vaskeservietter blevet reduceret.
Ifølge afdelingen har tiltagene medført, at affaldsmængden på fødegangen er faldet med omkring 191 kilo om året. Effekten forventes at vokse yderligere, efterhånden som de forskellige initiativer bliver fuldt implementeret.
Projektet har krævet et tæt samarbejde mellem fødegangen, sterilcentralen, infektionshygiejnen, servicepersonale, indkøbsafdelingen og hospitalets klimafaglige projektleder. Samtidig har løsningerne løbende måttet tilpasses, så de fungerer i en travl klinisk hverdag.
Ud over de konkrete ændringer har projektet bidraget til at gøre bæredygtighed til en mere naturlig del af dialogen om arbejdsgange, indkøb og patientartikler. Afdelingen ser fortsat muligheder for at arbejde videre med blandt andet CTG-elastikker, skalpelektroder, engangs-cupper og emballage til sterile produkter.
Erfaringerne fra Hjørring viser ifølge Regionshospital Nordjylland, at selv mindre ændringer i arbejdsgange og indkøb kan have en mærkbar effekt på miljøet.
Samtidig peger projektet på, at den grønne omstilling i sundhedsvæsenet kan begynde tæt på den daglige kliniske praksis gennem konkrete valg og fælles ansvar.
Foto: Regionshospital Nordjylland.


