Høj Data i Hirtshals har for 14 dage siden indgået en samarbejdsaftale med SVF‑Skagenskolen, som er en almennyttig forening, der laver skoleprojekter og andet i Gambia.
Vores samarbejdsaftale går ud på, at vi modtager brugte computere fra vores kunder, der måske køber nyt eller ikke længere har brug for maskinen, fortæller Tommy Høj.
– Vi renoverer så maskinerne med evt. nødvendig hardware, engelsk Windows og nye drivere. Når en frivillig fra SVF‑Skagenskolen så skal flyve til Gambia, kan der ryge et par stykker med i håndbagagen, tilføjer han.
Nyt liv til kasserede maskiner
Hos Høj Data synes de, at det er dejligt, at man kan få nyt liv ud af maskiner, som kunderne har kasseret. De er klar over, der ligger meget data på en personlig computer, så derfor er sikkerheden vigtig for butikken.
– Det betyder, at vi enten sikkerhedssletter harddisken eller simpelthen udskifter den med ny. Det er ikke noget krav, at der købes en ny maskine for at kunne indlevere en gammel hos os, forklarer Tommy Høj.
– Vi vil gerne bare kunne formidle så mange maskiner som muligt videre til det gode formål, slutter han fra butikken på Nørregade i Hirtshals.
Da man kun har begrænset strøm til rådighed på skolen i Gambia, modtager butikken ikke stationære computere.
Man kan læse mere her om SVF‑Skagenskolen.


