I den danske folkekirke har juledag, altså denne 25. december, en central plads som den egentlige fejring af Jesu fødsel. Selvom juleaften er populær i danskernes hjem, markerer juledag højtiden med kirkelig tyngde og liturgisk tradition.
Juledag giver dermed folkekirken en sidste chance for at samle menigheden efter juleaften. Gudstjenesten byder på fællessang af klassiske julesalmer, opførelse af juleevangeliet og en prædiken, der sætter fokus på julebudskabet. Det har kirken gjort muligt for dem, som ikke nåede at fejre juleaften i kirken.
Kristmesse er juledagens gamle navn
Navnet “Kristmesse” knytter sig til engelsk “Christmas” og understreger juledags status som kirkens officielle festdag for Jesu fødsel. Historisk har dagen rødder tilbage til midvinterfejringer, som vikingerne markerede som solhvervsfest. Altså en kulturel arv, der blev overlejret med kirkens betydning for Kristi fødsel.
I gudstjenesten læses juleevangeliet, og i tillæg benyttes ofte Johannesprologen (Johannes 1:1–14), som beskriver Guds inkarnation: at “Ordet blev kød” og lod lyset skinne i mørket. Denne teologiske dybde gør juledag til kirkens kernefejring – en dag, hvor inkarnationen står i centrum.
Juledag som håbets og lysets fest
Ifølge Bibelselskabet mindes juledag både evangeliets fortælling og dybere teologiske temaer: at Gud bliver menneske, og at lyset som symbolet på håb træder frem i verdens mørke.
I middelalderen blev 25. december betragtet som årets første dag og en slags folkeligt nytår, med kirkelige traditioner som hvile og højtidsfejring.
Skønt kalenderreformen i 1575 flyttede nytåret til 1. januar, har juledag bevaret sit symbolske og historiske tyngde i folkekirken.
