Slægtshistorisk Forening for Hjørring og Omegn inviterer til et spændende foredrag i Slægtsforsknings Cafeen torsdag den 8. januar klokken 14.30-16.30.
Det foregår i Det Gamle Rådhus i Hjørring med indgang ad hovedtrappen på Torvet ved Nørregade. Det er gratis at deltage, og Slægtsforskningscafeen byder på en kop kaffe med småkager halvvejs.
Denne gang fortæller Vivi Dybdahl, Østervrå, om ”benzintanken”. Hun har undersøgt, hvad der fandtes af benzintanke i Hjørring, Østervrå og Sæby.
Da automobilerne kom frem i 1920’erne og 1930’erne spredte benzintankene sig over det ganske land ved købmandsbutikker i byerne og på landet, ved brugsforeninger, smedjer og cykelforretninger.
Det var for eksempel D.D.P.A., Esso, BP, OK (Andels-Benzin), Shell, GULF, CALTEX med flere.
Udviklingen fornemmes måske i disse ord: Benzinstander, Bensintank, Servicestation, Tanken, Tankselv, Ladestander, Hurtiglader, Hjemmelader.

Slægtsforsknings Cafeen er en aktivitet under Slægtshistorisk Forening for Hjørring og Omegn og bestyres af Per V. Nielsen, Jens-Peter Fage Madsen og Jan Rasmussen.
Slægtsforskningscafé holdes den første torsdag i måneden på 2026-datoerne 8/1, 5/2, 5/3 og 9/4 klokken 14.30 til cirka 16 i Det Gamle Rådhus med korte oplæg om emner fra slægtsforskningen og lokalhistorien.
Der er gratis adgang for alle, og man kan få påmindelse forud for caféen ved at maile til [email protected].


