I anledning af 85året for besættelsen og 80året for befrielsen er Vendsyssel Historiske Museum aktuel med endnu et spændende foredrag, der afholdes onsdag den 23. april kl. 19.00 på Det Gamle Rådhus, Torvet 6 i Hjørring.
Denne gang kommer Thor Bæch Pedersen, der er museumsinspektør ved Nordjyske Museer i Aalborg og aktuel med et forskningsprojekt om den berygtede nordjyske Gestapo-chef Fritz Bolle.
Efter befrielsen i maj 1945 forsvandt den største tyske krigsforbryder i Nordjylland under Anden Verdenskrig, Gestapo-chefen Fritz Bolle, efter en dramatisk flugt. Fritz Bolles utiltalende renommé understreges på Rigsadvokatens sag på Bolle, hvorpå der med blyant er påskrevet: ”Formentlig den groveste sadist vi har haft her i landet – han skal findes”.

På trods af politiets ihærdige forsøg på at finde ham, lykkedes det ikke, og han blev aldrig stillet til ansvar for sine omfattende forbrydelser, der favnede alt fra drab og tortur til pengeafpresning og tyveri. Nu er Bolle imidlertid dukket op i det vestlige Tyskland – i død tilstand, vel at mærke, og Thor Bæch Pedersen er på sporet af ham!
I godt selskab med foredragsholderen kan publikum denne aften komme helt tæt på efterforskningen af den berygtede krigsforbryder og høre om Bolles brutale karriere og dramatiske flugt.
Da der er et begrænset antal pladser, er tilmelding er nødvendig til Jens-Christian Hansen på [email protected]. Det koster 95 kr. at deltage.
Foredraget arrangeres af Vendsyssel Historiske Museum i samarbejde med Hjørring Folkeuniversitet.


