Torsdag den 26. februar kl. 19 kan du komme helt tæt på Vibeke Mencke Nielsens kunstneriske virke, når forskningsinspektør på Vendsyssel Kunstmuseum, Kirsten Tange Maagaard, vil fortælle om billedkunstneren og professoren Vibeke Mencke Nielsen, der er aktuel i udstillingen ‘En streg i sandet – et grafisk livsværk’ på Vendsyssel Kunstmuseum.
Her kan du blive klogere på Vibeke Mencke Nielsens billedunivers og kunstneriske udvikling og høre nogle af de gode historier, der gemmer sig bag værkerne i den aktuelle forskningsbaserede udstilling. I foredraget vil du også få fortællingen om Vibeke Mencke Nielsens vej til at blive den første kvindelige professor på Det Kgl. Danske Kunstakademis Billedkunstskoler, og om det aftryk, hun hér satte på Grafisk Skole.

Foredraget baserer sig, ligesom udstillingsprojektet i øvrigt, på kunsthistoriker og forskningsinspektør på Vendsyssel Kunstmuseum, Kirsten Tange Maagaards forskning i Vibeke Mencke Nielsens liv og værk, hvortil hun i 2024 modtog støtte fra Ny Carlsbergfondets pulje til kunstvidenskabelig forskning.
Om Vibeke Mencke Nielsen
Billedkunstner Vibeke Mencke Nielsen (f. 1937) har sat et markant aftryk på dansk kunstliv – både som en eminent grafiker og som den første kvindelige professor på Det Kgl. Danske Kunstakademis Billedkunstskoler, hvor hun satte et afgørende præg på Grafisk Skole og fik stor betydning for flere generationer af yngre kunstnere, der alle har udfordret og viderebragt det grafiske værk.
I 2019 overdrog Vibeke Mencke Nielsen sit samlede grafiske værk og arkiv til Vendsyssel Kunstmuseum, hvor hun i forvejen er repræsenteret med værker bl.a. fra ophold på Hjørring Grafisk Værksted og Steinprent i Tórshavn. Museet råder nu over den største museumssamling af kunstnerens værker med over 600 grafiske blade og dertil et omfattende arkivmateriale.
Deltagelse er gratis efter betalt entré eller med KLUB VKM.
Tilmelding er ikke nødvendig.


