Der var høj stemning i 9. C i går formiddags på Hjørring Private Realskole. Midt i en ellers koncentreret dansktime blev klassen forstyrret, da repræsentanter fra konkurrencen, akkompagneret af borgmester Søren Smalbro, kunne fortælle, at gruppen “HPR Krigerne”, bestående af Marie, Sille, Salina, Jasem og Noah, havde vundet førstepladsen i DM i Fagene i disciplinen den tværfaglige holdopgave.
Det udløste naturligvis stor jubel hos klassekammeraterne og gruppen selv – de beskriver førstepladsen som et kæmpe skulderklap, der har givet dem troen på, at hvis de kan vinde det her, så kan de meget.
Christoffer fra 9. C deltog også i DM i fagene – endda tredje år i træk. Han kunne derfor modtage en hæderspris for en særlig faglig præstation. Der er heller ikke tvivl om, at Christoffers store faglige engagement har været en inspiration for de andre i klassen – han har nemlig tidligere vundet en førsteplads og andenplads – og det gav mange andre i klassen mod på også at give det et skud.
Der skal lyde et stort TILLYKKE til alle vinderne!