Egentlig skulle fruen og jeg have været på en længere gåtur denne lidt blæsende og grå søndag, men efter at have spadseret ned over Nejstbrinken og henad Nørregade beslutter vi os for at få en kop af Hans Henrik Schnoors gode kaffe på terrassen udenfor Hirtshals Kro.
Den første kop kaffe bliver nydt, mens Per Kro som en anden Don Quixote i kamp mod møllerne forgæves forsøger med en kost at holde sandet fra døren efter et par travle dage med flot vejr og masser af glade gæster både til spisning og hygge på byens bedste plads overfor Trappen i Hirtshals.
Pludselig dukker imidlertid et kendt ansigt op på terrassen, nemlig ingen anden end Claus Fibiger, som rigtig nok er barnebarn af salig Jørgen Fibiger. Det genetiske ophav har i øvrigt givet anledning til flere muntre oplevelser, hvoraf Claus Fibiger fortæller os om en, da Schnoor har serveret ham en kold Squash.
At den indtil videre denne søndag står på sodavand, skyldes angiveligt en munter lørdag aften i krostuen, men tilbage til historien, som netop også udspiller sig på Hirtshals Kro. En aften for snart længe siden sætter en bredskuldret og to meter høj fisker sig nemlig i baren ved siden af Claus Fibiger.
– Nå, hva’ så Tintin, siger fiskeren til Claus Fibiger.
– Njah, jeg hedder nu altså Claus Fibiger.
– Hmmm, Fibiger, Fibiger, var det ikke ham med havnen, lyder det lidt tøvende fra fiskeren, der viser sig at være fra Thyborøn.
– Jow, det var ham, der byggede havnen her i Hirtshals.
– Nå, nå, nu havde han vel nogen til at hjælpe sig, kommer det tørt fra fiskeren.
Derefter var der med underdrevet ironi hul igennem mellem de to til en hyggelig udveksling af gode historier resten af aftenen.
Claus Fibiger på 80 år bor egentlig lidt udenfor Århus og var i mange år ansat ved administrationen hos Morgenavisen Jyllands-Posten. Tilknytningen nordenfjords gjorde dog, at han og hustruen Elsebeth, der desværre døde sidste år, har haft sommerhus i Krage Klit mellem Tornby og Hirtshals.
– Når jeg er heroppe nu, har jeg et værelse hos fætter Per her på kroen. Så kan jeg samtidig holde lidt øje med min gamle ven Henning Larsen. Ellers er mange af de andre gamle venner jo faldet fra, siger han med henvisning til blandt andre Ole Espersen og fætteren Pelle.
– Når jeg tidligere boede her, gav Pelle mig familierabat, men så tilføjede jeg i al ubeskedenhed, at jeg da så også gerne ville have pensionistrabat oveni, lyder det lunt fra Claus Fibiger.
Ud over Henning Larsen besøger Claus Fibiger også stadigvæk ungdomsvennen Preben Skipper Sørensen. Til august vender han faktisk tilbage for at deltage ved fejringen af sidstnævntes 80 års fødselsdag.
– Jeg må nok også hellere snart se at komme tilbage til Århus, så værelset her kan bliver lejet ud til en ordentlig turistpris, indtil jeg kommer tilbage, tilføjer han og nikker med et stort smil mod Per Kro.
Man fornemmer nu på værten, at Claus Fibiger fortsat er hjerteligt velkommen på Hirtshals Kro.
Fibigers rødder på stedet er tydeligvis ligeså dybe som kunstneren Lars Nielsens.
Link til tidligere artikler