Flere end 200 familier deltog torsdag aften i en forældreaften på DM i Skills i Hjørring, hvor fokus var på at give unge og deres forældre et konkret indblik i erhvervsuddannelsernes mange muligheder. Arrangementet samlede både nysgerrige unge og engagerede forældre i en atmosfære præget af aktivitet, inspiration og dialog om fremtidige uddannelsesvalg.
Aftenen begyndte med en rundtur i de store telte på pladsen, hvor deltagerne kunne komme helt tæt på konkurrencerne og besøge de populære “prøv, mærk og føl”-områder. Her fik de unge – og en del forældre – mulighed for selv at afprøve forskellige fag og opleve, hvordan arbejdet foregår i praksis.

Efter rundturen samledes alle i Fiberhallen, hvor der var fælles velkomst og oplæg. Aftenen blev styret af vært Christian Degn, som med engagement og energi guidede publikum gennem programmet. Undervejs mødte de fremmødte også fagatleter fra Skillslandsholdet, der har deltaget i EuroSkills i Herning i september 2025, samt teamleder Julie Norman Leth.

Formålet med forældreaftenen var at synliggøre bredden i erhvervsuddannelserne og vise, at der findes mange veje til en faglært karriere. Hos SkillsDenmark er håbet, at arrangementet kan give anledning til samtaler om uddannelsesvalg – både på hjemturen og ved aftensmadsbordet.
Blandt deltagerne var Niels Ole Larsen og hans søn Magnus, som begge lod sig imponere over arrangementets omfang.
– Det er et helt vildt setup. Vi er overraskede over, hvor stort det er, og det er spændende at se alle fagene. Det er fedt, at man laver sådan et stort arrangement for de unge, lød det fra Niels Ole Larsen.
Sønnen Magnus havde blandt andet lagt mærke til de kulinariske fag.

– Jeg var mest interesseret i at se kok og konditor, fordi jeg selv godt kan lide at lave mad, sagde han.
Også familien Proderløft havde fundet vej til DM i Skills. Her fortalte far Heine, at ældstesønnen Carl allerede havde brugt det meste af dagen på konkurrencerne.
– Han vil gerne være elektriker og var meget begejstret for “prøv, mærk og føl”-området, hvor han fik lov til at prøve at trække kabler. Nu er vi her med vores yngste for at se på de andre fag, sagde han.
Mor Louise delte begejstringen og pegede på værdien af at få nye perspektiver med hjem.
– Jeg er imponeret over, hvor stort det er, og hvor dygtige de unge mennesker er. Det er rigtig godt at få inspiration – også selvom Marius lige nu mest drømmer om at spille fodbold, sagde hun.
Efter oplægget fik alle deltagende familier udleveret en aftensmadspakke. Nogle valgte at blive og spise i foodtruck-området, mens andre tog maden med hjem – forhåbentlig som afsæt for en god snak om fremtidens uddannelsesmuligheder.



