Der er ikke meget at tage med sig fra kampen i Gjensidige Kvindeliga mod Kolding Q til opgøret på onsdag mod FC Barcelona på Nord Energiarena.
Fortuna var som negativt forvandlet i forhold til den præstation, holdet ydede mod FC Barcelona i onsdags i Barcelona. Ganske vist blev det til et 4-0-nederlag i Spanien, men der blev præsteret hæderligt.
Det var der ikke kræfter – såvel fysiske som mentale – til, da Fortuna skulle forsvare sin tredjeplads i ligaen mod yderst motiverede Kolding Q. Og så blev det til et 3-0-nederlag i Kolding.
Nu skal der for alvor kæmpes for placeringen, når det går løs i grundspillets sidste kamp mod HB Køge på Nord Energi Arena lørdag den 13. marts kl. 14.
Fortuna lagde ellers nydeligt ud med hurtigt positionsspil og førstegangspasninger. Men holdet mistede ganske tidligt kræfterne, og her havde Kolding været klogt afventende.
Mens Fortuna ikke havde direkte målchancer, spillede Kolding sig mere direkte frem på banen, og udnyttede chancerne 100 procent.
Efter 26 minutter spil blev det således 1-0, da Kolding opfangede en fejlaflevering Mathilde Gaarn Hansen scorede. Ni minutter senere var Kolding igen på færde og det var Ea Rasmussen, der i et pres mod Fortuna-målet sluttede med at sende bolden i mål til pausestillingen 2-0.
I halvlegens sidste minut modtog Fortunas Vicky Bruce i øvrigt et gult kort, da hun greb om en fremstormende Kolding-angriber.
Fortuna forsøgte at vende spille straks i anden halvleg, men da Louise Eriksen på et fornemt langskud bragte hjemmeholdet på 3-0 var der ikke mere så meget at hente.
Fortuna slæbte sig igennem halvlegens sidste 35 minutter uden at komme til de helt store chancer.
Ikke for at det skal være en undskyldning, men Fortuna har ikke dommertække når det er Frederikke Søkjær, der har fat i fløjten. I Forrige kamp mod Køge overså denne dommer et strafspark. Det gentog hun i Kolding, og et par frispark til Fortuna havde heller ikke været for meget.
Nu glæder Fortuna sig til at få en anden dommer på banen i næste kamp.
I kampens løb satte Fortuna Emely Garnier, Olivia Møller Holdt, Signe Timmermann og Cecilie Christensen ind i stedet for Rebekka Frederiksen, Vicky Bruce, Brenna Ochoa og Brianne Folds.
Kolding sendte Sif Rykjær, Sofie Thrane Hornemann og Emma Hoppe på banen i stedet for Mathilde Gaarn Hansen, Signe Hansen Battrup og Ea Rasmussen.
Står Fortuna-holdet overfor den opgave, der ligger i at blive klar til endnu et opgør mod et af Europas allerbedste hold FC Barcelona. Det er ikke nemt at tro på, at der kn tages revanche over 4-0-nederlaget i Barcelona. Men det er Fortunas absolutte indstilling, at vise sig fra bedste side.
Kampen spilles onsdag den 10. marts kl. 15:55 uden tilskuere på Nor Energi Arena. Til gengæld er der livetransmission over TV3 Sport og Viaplay.
Fortuna har i de seneste dage fået stor opbakning i et støtteprojekt. Der sælges støttebilletter til 50,- kr. og indtil lørdag var der solgt 220 billet.
Der er ikke udsolgt og der er ”rigelig plads” så muligheden for at købe en støttebillet er til stede.