Hjørrings to bedste fodboldhold på græs spiller denne søndag, hvor damerne, Fortuna Hjørring, i landets bedste række møder Brøndby på Nord Energi Arena i Hjørring klokken 12.
Det er første runde i A-Liga mesterskabs-spillet, som også har deltagelse af AGF, Kolding, FC Nordsjælland og HB Køge. De to sidstnævnte åbnede lørdag slutspillet med 3-3.
Søndag er der på Nord Energi Arena klokken 10-15 på Nord Energi Arena også såkaldt Kickoff Market med cirka 50 boder fyldt med loppefund.
På herresiden møder fodboldklubben Vendsyssel FF søndag klokken 13 Næstved Boldklub på udebane i landets tredje bedste fodboldrække.
Vendelboerne viste i 2-1 sejren forleden på hjemmebane over Brabrand gode takter før pausen, og det var nok til at vinde.
Søndag venter en større udfordring på JHH Park i Næstved, der i øjeblikket indtager 2. pladsen i CampoBet 2. division med 35 point. Vendsyssel FF er nummer 4 med 30 point.


