Fortuna Hjørring skulle måske overveje at få lagt en kunstgræsbane på hjemmebanen i Hjørring, skriver TV2 Nord.
For efter lørdagens kamp på udebane mod HB Køge i Gjensidige Kvindeligaen tyder meget på, at det nordjyske kvindehold befandt sig særlig godt på netop det underlag.
Bedst over 90 minutter
Fortuna Hjørrings piger var nemlig bedst over de 90 minutter i sæsonens sidste kamp. De endte dog med at tabe ufortjent 0-1 til dette års mesterskabshold HB Køge.
Over 2000 tilskuere så med i bragende solskin, da HB Køge kunne lade sig hylde som danske mestre, mens Fortuna-kvinderne fik hængt sølvmedaljerne over halsen.
Efter kampen og andenpladsen i ligaen satte træner Brian Sørensen ord på, hvor stolt han var over det arbejde, der bliver gjort i Fortuna Hjørring. Et arbejde, han selv har haft en stor andel i – lige indtil nu. For efter sommerferien tiltræder han som træner i Everton i England.
Hør interviews her hos TV2 Nord.