Den 7. januar i år blev det seneste tilfælde af højpatogen fugleinfluenza konstateret i en besætning med æglæggende høns ved Stoholm i Viborg Kommune. Besætningen består af ca. 100.000 høns. Det er det ottende udbrud siden 1. november 2021.
– Det er alvorligt. Derfor opretter Fødevarestyrelsen smittezoner og forbud mod samlinger som dyrskuer, markeder, konkurrencer og parader. Siden 1. november har der været krav om overdækning af udegående fjerkræ. Sygdommen er snu. Den rammer os hvert år, og er svær at stoppe, da virusset bliver båret af vilde fugle, f.eks. gæs på træk, forklarer fødevareminister Rasmus Prehn.
– Sidste år så vi det største udbrud nogensinde med 17 udbrud. I denne sæson har Fødevarestyrelsen måtte aflive otte besætninger. Der er eksempler fra udlandet, hvor mennesker er blevet smittet med fugleinfluenza. Når det sker, er det dødsens alvorligt. Heldigvis sker det utroligt sjældent, og der har aldrig været tilfælde på dansk jord. Der er heller ikke eksempler på, at mennesker har smittet mennesker, som vi kender det fra corona, uddyber fødevaministeren.
Ser du en død fugl, så lad den alligevel for god ordens skyld være. Og hvis du opdager syge og døde fugle i din besætning, så ring straks til Fødevarestyrelsen. Formålet er naturligvis at begrænse smittespredningen mest muligt.
Du kan læse mere om den aktuelle situation, og hvad du kan gøre for at minimere risikoen for fugleinfluenza på Fødevarestyrelsens hjemmeside: Aktuel situation med fugleinfluenza.