Torsdag middag fik medierne mulighed for at få de første glimt af Vendsyssel Teaters kommende forestilling Gården.
Pressevisningen efterlod salen eller i hvert fald nærværende skribent i en stemning af spændt forventning. De udvalgte scener, som pressen fik lov at overvære, tegnede et billede af en forestilling, der bevæger sig dybt ind i landbrugets menneskelige og samfundsmæssige dilemmaer.
Forestillingen skildrer et erhverv i forandring og de mennesker, der står midt i det hele. Landbrugets udvikling gennem flere generationer udfoldes med fokus på både identitet, traditioner, økonomisk pres og globale krav. Gården tegner til at blive en fortælling med både alvor, humor og varme, hvor karaktererne må navigere mellem fortidens værdier og nutidens nødvendigheder.

Selv om temaerne er højaktuelle og ofte præget af skarpe modsætninger i den offentlige debat, lægger teatrets direktør og instruktør, Rolf Heim, vægt på, at forestillingen ikke tager stilling, men præsenterer den udvikling, landbruget gennemgår. Ambitionen er at vise publikum de mange perspektiver, som præger erhvervet, uden at pege på vindere eller tabere. Forestillingen søger i stedet at åbne for refleksion, når familier, skæbner og traditioner møder økonomiske realiteter og nye krav til bæredygtighed og omstilling.

Pressevisningen gav kort fortalt indtryk af en produktion, hvor både scenografi, lys og lyd samt intenst og nærværende skuespil arbejder tæt sammen om at tegne et troværdigt og komplekst portræt af et liv og et erhverv, der er langt mere end marker og maskiner.

De udvalgte scener viste blandt andet samspillet mellem de generationer, der har levet og arbejdet på samme gård, og de konflikter, der opstår, når arv, idealer og fremtidens krav kolliderer.
Gården er skrevet af dramatiker Julie Maj Jakobsen og instrueret af Rolf Heim, som senest stod bag den udsolgte teaterkoncert Men her går det godt.

Med torsdagens pressevisning er scenen sat for en forestilling, der allerede nu tegner til at blive et af sæsonens mest omtalte dramaer.
Ikke mindst fordi den tager fat på et erhverv og en identitet, som fortsat præger Vendsyssel.
Forventningerne blev som allerede antydet spændt til bristepunktet.
Premiere den 27. februar og spiller frem til 27. marts i Black Box.
Medvirkende
Holger Østergaard
Stina Mølgaard
Kirstine Hedrup
Allan Helge Jensen
Mette Kolding
Kunstnerne bag
Dramatiker
Julie Maj Jakobsen
Instruktør
Rolf Heim
Scenografi
Rolf Heim m.fl.
Dukkemager
Katrine Karlsen og Jonathan Hjorth
Lysdesign
Søren Lydersen
Lyddesign
Jonas Hvid


