160 flotte fotos pryder den nye kulturhistoriske bog om det blomstrende kulturliv i Aarhus og A-Pressens avis Demokraten. Avisen led en dramatisk død i 1974, da LO lukkede pengekassen.
Hasse Boe har været journalist på Demokraten 1969-72. Han har skrevet bogen ”Rugbrødsjournalist blandt stjerner” om avisen, dens farverige journalister og hans egne oplevelser med datidens danske kulturbærere og musiske superstars som bl.a. Monica Zetterlund, Jimi Hendrix og Duke Ellington.
Hasse Boe manglede fotos til sin kulturhistoriske bog om Aarhus i 70’erne og henvendte sig først til Jens-Kr. Søgaard, som efter Demokratens død har været fotograf på Aarhus Stiftstidende, billedchef på Jyllands-Posten og rektor for Danmarks Journalisthøjskole. Søgaard er skaber og ophavsmand til fotojournalist uddannelsen på Journalisthøjskolen og stiller sine fotos til rådighed til bogen ”Rugbrødsjournalist blandt stjerner” og henviser til Den gamle Bys arkiv, AarhusBilleder.dk og bibliotekernes database, AarhusArkivet.dk. Her findes fotos fra Jens-Kr. Søgaard og andre fotografers historiske Aarhus-billeder. Flere af de tidstypiske fotos er med i Hasse Boes første bog.
Hasse Boe udfordres i jagten på Demokratens anden fotograf, der flytter til Jyllands-Posten. Preben Tolstoy er død, men pressefotografens familie på Mols har velvilligt stillet hans tilgængelige fotos fra Demokraten-tiden til rådighed for Hasse Boe under bogskrivningen. Og det fotografiske gennembrud til bogen ”Rugbrødsjournalist blandt stjerner” kommer, da forfatteren opsporer Demokratens tredje fotograf i Sønderjylland, Per Allan.
Per Allan er rejst fra Demokraten i starten af 70’erne. Men han har en guldgrube af fotos fra Demokraten-tiden i sit eget arkiv og vil også gerne stille sig til rådighed i bogskrivningen med fotos, der kompletterer et flot tidsbillede af kulturliv og journalistik i Aarhus på den tid. Per Allan flytter til Frederiksborg Amts Avis, og fra hans tid her frem til 1978 stiller han desuden til rådighed for Hasse Boe og bogen ”Rugbrødsjournalist blandt stjerner” billeder af tidsånden i 70’erne, dvs. regeringsskifter, landspolitiske milepæle – og ”kongerøgelse”, som Per Allan selv kalder sine fotos med den royale familie fra prinsefødsler i 60’erne til Kong Frederik den Niendes begravelse i 1972.
– Det er et privilegium som ny forfatter at få fotos til rådighed fra mine tre fotografkolleger fra Demokraten og fotos, jeg har fået adgang til på AarhusArkivet.dk og AarhusBilleder.dk. Men også en række Demokraten-journalister og deres familier har fundet fotos, som jeg er taknemmelig for. De godt 160 fotos herfra og fra andre kulturelle organisationer er med til at give et autentisk billede af kultur, journalistik og livet i Aarhus 1964-74, som min bog omhandler, siger Hasse Boe.
”Rugbrødsjournalist blandt stjerner” på 530 sider er netop udgivet på forlaget mellemgaard.