– Jeg er blevet overrasket over, hvor fedt jeg synes det er, og jeg ville ønske, at flere fik mulighed for at blive introduceret til faget på den her måde.
Sådan lyder det fra Helle Højgaard Andersen, som har deltaget i et særligt tilrettelagt introforløb i ældreplejen i Hjørring Kommune.
Som mange andre kommuner oplever Hjørring Kommune store udfordringer med at rekruttere medarbejdere til ældreområdet. Kombineret med et stigende antal plejekrævende ældre og et faldende optag på social- og sundhedsuddannelserne er der brug for at tænke nyt.
Derfor prøver kommunen nu at give flere voksne mulighed for at skifte branche og prøve kræfter med omsorgsfaget.
To af dem er Helle Højgaard Andersen og Henriette Lundgreen Jess, der begge har fundet deres kald som kommende social- og sundhedsassistenter.
Klar til nye udfordringer
Henriette Lundgreen Jess er oprindeligt uddannet bygningsmaler, men da hverdagen med familie, børn og en landejendom ikke harmonerede med lange transporttider, begyndte hun at se sig om efter nye muligheder.
Et stillingsopslag fra Vendelbocenteret – nu Ældrecenter Soldalhus – fangede hendes opmærksomhed, og hun tog springet ind i social- og sundhedsfaget.
– Jeg havde gået med tanken om at uddanne mig til fodplejer, for jeg ville gerne arbejde med mennesker. Men da jeg så opslaget om brancheskifterstillingerne, tænkte jeg, at det var jeg nødt til at prøve, fortæller Henriette.
Efter et år som ufaglært medarbejder var hun klar til mere ansvar og valgte at tage skridtet direkte videre til uddannelsen som social- og sundhedsassistent.
Helle Højgaard Andersen, der oprindeligt er uddannet mejerist, havde også brug for en forandring. Efter 13 år som husassistent på sygehuset, var hun klar til at prøve noget nyt.
– Min største bekymring på forhånd var den personlige pleje, men vi bliver taget rigtig godt hånd om på introforløbet, og der er god tid til oplæring, så man føler sig tryg, fortæller Helle.
Et brancheskift med mening
Gennem det særlige onboarding-program får voksne uden sundhedsfaglig baggrund mulighed for i to år at prøve faget af og få praktisk erfaring. Efter to års ansættelse kan man uddanne sig til social- og sundhedshjælper på kun 17 uger.
Men allerede efter et år var Helle og Henriette klar til at rykke direkte videre på uddannelsen til social- og sundhedsassistent.
– Vi ville gerne noget mere. Som assistent har du større ansvar, men kan også løse flere opgaver selv. Man behøver ikke ringe efter en kollega fordi der fx skal skiftes et plaster, forklarer Henriette.
Som ansat i ældreplejen kommer man også helt tæt på det, som de færreste af os bryder os om at tænke for meget på, nemlig døden.
– Det har overrasket mig, hvor smuk og personlig en oplevelse det kan være. Alle de små ting som at tænde et lys og åbne vinduet, så sjælen kan finde ud, er med til at sende den afdøde godt afsted. Og det er en god følelse, siger Helle.
For både Helle og Henriette har brancheskiftet vist sig at være en beslutning, de ikke fortryder. De begyndte på SOSU Nord i januar og glæder sig til en fremtid, hvor de kan være med til at give kommunens ældre en god og tryg hverdag.
– Jeg elsker det sociale med de ældre. Man giver meget af sig selv, men man får lige så meget igen. Når man får et smil og et tak for hjælpen med på vejen, ved man, at man har gjort en positiv forskel, slutter Henriette.
Fakta om brancheskifterordningen
I 2023 blev der oprettet 12 ufaglærte stillinger for medarbejdere over 25 år, som enten var brancheskiftere eller ikke havde en uddannelse, og som havde lyst til at arbejde med ældre mennesker.
De ansatte blev tilbudt et særskilt onboarding program, hvor de fik specifik oplæring ift. deres kompetencer. De er tilknyttet en fast mentor i hele forløbet, og bliver gradvist udfordret med opgaver svarende til deres faglige niveau.
Ansættelsen er berammet til 2 år, og medarbejderen er sikret ansættelse som social- og sundhedshjælperelev efterfølgende på et forkortet uddannelsesforløb på 17 uger.
Der er høj gennemførelse på dette uddannelsesforløb, og flere søger videre til SSA-uddannelsen.