Af Lisbeth Birgersson
Den Gamle Station
Hirtshals
Erfaringer og en magisk oplevelse i en coronatid
Under coronakrisens karantæne foråret 2020, da det ”normale” liv lukkede ned i Danmark, fik jeg en magisk oplevelse. Helt uventet. I min have. Den skabende natur åbnede sig for mig! Jeg blev draget ind i dens rum! Blev medskaber. Tiden stod stille. Men, ifølge min kalender varede det hele foråret, i 2-3 måneder.
Jeg vil fortælle denne historie fordi jeg vil dele oplevelsen – en af de mest forunderlige i mit liv – med andre. For at komme i samtale om den. Se på den, tolke den på forskellige måder. Give den en mening som kan have betydning i vores kultur. Måske kan min historie også åbne for en interesse hos flere til at arbejde sammen med den natur som findes i vores hverdag? Måske er det ikke så kedeligt at bevæge sig frem mod et bæredygtigt liv? I et fællesskab i og med naturen! Hvis den også øger vores evne til at skabe og reflektere!
Den 11 marts gik min mand og jeg i karantæne. Efter at have fulgt coronavirusets spredning fra Kina til Europa til Danmark – med mange samtaler med vore nære rundt omkring i verden, var det en befrielse for os at den danske regering gik foran. I fællesskab med alle borgerne. Vi aflyste planlagte events og møder. Det tog måske to uger at komme ned i tempo og tænke over de nye ord og anbefalinger. Vi skulle vise Samfundssind: være Sammen – på Afstand, være Solidariske med de gamle og svage og tage Ansvar så sundhedsvæsenet ikke kollapsede.
Siden lokkede forårssolen mig ud for at starte forårsarbejdet i haven. Først med at fordele vinterns indsamlede kompost. Jeg har to kompostbeholdere hvori jeg samler og fermenterer vores madaffald. Når fermenteringsprocessen er klar, lægger jeg indholdet ud og blander det med jord, som jeg senere spreder på de steder, hvor jeg har plantet frugttræer og buske, eller hvor jeg skal så grønsager. Jeg kultiverer i kanterne af vores græsplæner. Der er jorden hård og mager. Med hjælp fra de mikroorganismer som fermenteringen giver, kommer der liv i jorden. Og det bliver til vækst. Sådan har jeg gjort nu i en 5-6 år.
Solen bliver stadigvæk stærkere og så titter de op: vintergækker, anemoner, hyacinter! Og solsorten synger. Jeg hører den første humlebi i slutningen af marts og ser den suge nektar fra en blå hyacint. Åhh! Måske skal jeg have flere af dem? … Så kommer der flere og flere insekter og smådyr. Væksterne skyder op. Mit kendskab er ikke nok til at navngive dem.
Frugttræerne blomstrer. Jeg bliver indflettet i havens liv og er ude så meget som det er vejr til. Energier strømmer og jeg står op hver morgen fyldt af glæde og arbejdslyst. Og en dag, jeg ved ikke hvornår, er jeg bevidst om at alt er anderledes. Tiden er forsvundet for mig! I tomrummet efter den, mødes min historie og min fremtid. Der stilles spørgsmål om liv og død og om hvad jeg gør. Hvad er meningen? Det hele er en magisk og euforisk oplevelse. Jeg er hjemme! I mig selv. Værende i en lille have mellem jord og himmel.
Jeg kunne i løbet af foråret ikke sætte ord på det som skete. Jeg har svært ved at gøre det også i dag. Somme tider, mens jeg arbejdede stille og roligt og undrede mig over alt det, som var i bevægelse og som skabte liv, tog jeg notater. Om de følelser og tanker som jeg fik. Lykke og ro, ord og meninger. Samtidigt fulgte jeg pandemien, hele verdens pandemi-statistikker, og livet for vores børn, børnebørn og venner.
En dag, lige efter Sankt Hans, plukker jeg jordbær. Det plejer vi at have hjælp til af børnebørn, men i år måtte vi spise dem selv. Jeg mærker at energien i mig er mindre intens. Jeg ser mig om i haven. Jovist, fuglene synger ikke nu. Er planterne ikke også blevet mere stille? Jo, det er sommer. Jeg tager mig tid til at tænke mig om. Jeg er besat af min oplevelse. Jeg opdager, at min nye forbundenhed med naturen, gør mig mere opmærksom på hvornår jeg ikke tager naturen med ind, i det jeg gør.
Jeg tager mine notater frem fra den magiske forårstid. Læser og reflekterer over dem ved at skrive videre. Vågner hver morgen med nye tolkninger. Det er svært at skabe en tekst som er begribelig og som knytter an til noget aktuelt, til en eller anden diskussion i samfundet. Men, jeg skriver og skriver alligevel! Kan ikke stoppe. Jeg konstruerer ”ordtræer”, samler ord og korte meninger på et imaginært træ. Jeg søger et billede som kan give forårets mærkelige hændelse mening for mig.
Jeg har været meget i naturen i mit liv. Vandrende, cyklende. Både i hverdagslivet og på rejser. Disse erfaringer har været skønne og dannende oplevelser. Jeg har også nydt meget af at dyrke grøntsager til husbehov og at plukke bær i skoven. Og besøge mine steder i naturen, igen og igen. Mærke dem, være forbundne med dem. Vil ikke se dem forstyrres. Disse erfaringer og tilknytninger kommer igen i min oplevelse. De har helt sikkert hjulpet mig gennem den første bølge af pandeminen. På samme måde som mange andre har søgt og fundet ro og glæde i naturen. De har dog ikke givet mig det nærvær i naturen og i mig selv, som jeg nu erfarer.
Stadigvæk er mine erfaringer mystiske. Indtil jeg kommer i tanke om, at jeg også har magiske øjeblikke, hvor jeg skriver, maler, hører musik. Alene eller sammen med andre. Øjeblikke, hvor tiden ophører og jeg/vi er i et fællesskab med det, som skabes. Øjeblikke, hvor underet sker, og vi laver det, vi ikke forud vidste vi kunne. Disse øjeblikke er velkendte hos kunstnere og betegnes ofte som ”flow”. Jeg oplever det også nu, hvor jeg skriver. I håb om at kunne få de ord frem, som giver den mening jeg søger. De ord som også kan gribe den som læser. Tilstande som er lystfyldte, sommetider febrile. Som giver energi og styrke. Også mange frustrationer. Uoverskuelige mængder af skitser overalt. Husker ikke/glemmer de gode vaner. Sommetider også pligterne.
Nu er jeg overbevist om, at det er det skabende ”flow”, som fik tag i mig. Men, i en helt anden kontekst. I naturen! I naturen som skaber og skabes, igen og igen. Jeg blev draget ind i haverummets forårsrytme, i dets ånd! Vi delte luften, ånden, i et fælles arbejde. Først nu, senere under mine refleksioner, har jeg kunnet bringe min oplevelses mange dimensioner sammen i en tankekonstruktion og i en løbende tekst.
Det er tydeligt for mig, at jeg i dette skrivearbejde kæmpede med en kløft mellem kultur og natur. Den amerikanske økolog og filosof, David Abram fortæller i sin bog, ”The Spell of the Sensuous. Perception and Language in a More-Than-Human World” fra 1996, hvordan skriftsproget over tid har forstærket relationerne mellem mennesker, men svækket dem med naturen. I dag har vi svært ved at forstå naturen. Ofte ser vi den slet ikke i vores begejstring for vores rige kultur og dens fremskridt. Vi beskæftiger os mere med at forsvare vore abstrakte begreber og idealer i vor kulturkreds, end at solidarisere os med den natur som holder os i live. Abram mener at vi nu, hvis vi ikke skal ødelægge vore levevilkår, må knytte vores kølige betragtninger sammen med de mere sanselige og relationelle måder at se verden på. Da slutter vi en cirkel mellem ”det universelle og globale” med den ”særlige og lokale” natur og kultur.
Han er ikke alene om at pege i denne retning. F. eks. har den franske filosof, antropolog og sociolog, Bruno Latour, længe advaret imod at vores fokus på det universelle og globale gør, at vi ikke husker, at vi lever på Jorden. Han har inspireret mig og mange andre til at se med nye øjne på det lokale, på de rum vi går og står i, på jorden. Der hvor vi kan være i og arbejde med den lokale natur, forstå dens vilkår og bruge vores kulturs muligheder til at lære, skabe og opleve os selv som en del af naturen. (Se f. eks. hans essay ”Ned på jorden. Hvordan orienterer vi os politisk?”, fra 2018 og artiklen ”Hvordan undgår vi at falde tilbage i samme produktionsmodel som før krisen?” sammen med sociolog Nikolaj Schultz i dagbladet Information 25. april 2020).
Hvordan kan vi målrette vores kultur mod naturen, i det lokale? For mig er både Abram og Latour rollemodeller i den måde, de arbejder på. Abram har boet og lært af oprindelige folks liv, som det stadigvæk praktiseres nogle få steder på jorden. Ved også at studere vor kulturs historiske skrifter, kan han i dag vejlede os hvordan vi kan relatere os til den natur, vi lever i. Latour er i dag engageret uden for sit eget forskningsfelt i konkrete lokale konflikter, og giver vejledning i en tankegang, som kan forbinde os lokalt både med hinanden og med naturen.
Med min historie om en mærkelig oplevelse i en uanseelig have, som jeg omdanner til eget brug og egen nydelse, vil jeg formidle hvordan havearbejde kan åbne en dør ind til en skabende praksis i naturen. Og dermed opleve en forbundenhed med naturen som gør én nysgerrig efter at vide mere om naturen, blive dens medskaber og som kan ændre vor kulturs relationer til naturen.
Biologer, naturformidlere, naturelskere m. fl. arbejder med at skabe gode eksempler på, hvordan vi kan bringe mere natur ind i haver og på kommunale arealer i og omkring byerne. De bruger deres naturforståelse og entusiasme for naturen til at den skal blive mere sammenhængende og en del af byboernes hverdagsliv. Et aktuelt eksempel i min kommune, Hjørring, er projektet ”Naturkommunen blomstrer vildt” som man startede 2019 med at forvandle kommunale græsplæner til vilde blomsterenge og opmuntre medborgere til at gøre det samme med henblik på at forbedre insekters og sommerfugles levesteder. Projektets første to år er blevet vist på DR1. Vi ser her sommerfugleeksperten Morten D.D. Hansen blive besat af at se sommerfugle og bier lande på de nye ”vilde” planter. Og vi ser hvordan en del haveejere og jordbrugere kommer med og lærer om biodiversitet, om relationer mellem jord, planter og insekter. Antallet af insekter og sommerfugle er øget.
I arbejdet med syge mennesker bruges naturen nu oftere til at gøre dem raske. Erfaringer fra f. eks krisecentret Grevinde Danner i København viser, at både dagligdagens aktiviteter i en have og behandlinger i naturen medvirker til et bedre helbred. (Se reportage af Mei Song Bechsgaard i dagbladet Information d. 7 oktober 2020). Ambitionen på flere sundhedscentre og sygehuse er, at udvikle det forebyggende sundhedsarbejde ved at naturen drages ind i patienternes hverdagsliv.
Tænk hvis mange, som har erfaring med, og måske også er besatte af skabende arbejde, går ind i disse projekter eller starter nye? Bliver nysgerrige på naturens skabende kræfter og prøver, med åbent sind, at blive medskabere? Etablerer vedvarende og holdbare forbindelser til naturen? Skaber nye ord, meninger, kunstneriske udtryk, holdninger og fællesskaber som formidles i vore kulturelle rum, såsom aviser, TV, museer, atelierer m.m.? På denne måde, mener jeg, kan vi blive mange som medvirker til at dreje vores kultur hen imod, hvad jeg vil kalde Naturfundssind.
Naturfundssind som begreb er inspireret af mine erfaringer med Samfundssind under min coronakarantæne. Jeg har følt stærkt, at vi alle har skabt og vist samfundssind sammen. Det har været en glæde at møde mine medborgere udendørs, på vandring ved havet eller i en butik uden for myldretid. Alle har vist hensyn til hinanden. Kreativiteten har sprudlet. Nye måder at mødes, samtale og musicere på, er opstået, både på nettet og i vore fysiske rum. Og med nogle har jeg talt om, at det der burde vi gøre til en del af vores hverdag.
Samfundssind var den sociale ramme for min oplevelse i haven. Jeg følte mig tryg. Dertil voksede et håb, en fremtidstro: Vi kan løse kriser sammen! Vi kan, her i Danmark, løse problemer efterhånden som vi møder dem. Sammen – på Afstand – i en kreativ, skabende og reflekterende proces. På Samfundssindets grund kan Naturfundssind bygges!
Denne tid med corona har også givet mig, og mange andre, større forståelse for situationens alvor. Vi ved at corona er en virus som naturligt lever på et dyr. Hvis livsvilkårene for dyret og dets virus bliver for ringe, spreder den sig til nye levesteder. Til mennesker som lever nær dyret. De bliver syge og spreder smitten videre til hinanden. (Carsten Rahbek, professor i biodiversitet ved Københavns Universitet, forklarede hele denne smittekæde i Deadline på DR2, den 1. juni 2020).
Fra fjerne lande kom coronapandemien til Danmark, hvor dyrefabrikker ligger tæt. Mink blev smittede og smittede mennesker tilbage. Det viste sig at være svært at afgrænse denne smittekæde. Og at der også opstod en risiko for at minkvarianten af smitten kunde føres videre til andre lande, med nye mutationer af coronavirus til følge, som måske ikke kunne bekæmpes med de vacciner som findes eller er under produktion.
Vi ved, at biodiversiteten mindskes hurtigt overalt på jorden. Ikke mindst i Danmark.
Vi ved, at et varmere klima vil ændre levevilkårene for alt levende på jorden. Vi ser et vildere klima, med flere oversvømmelser, kraftigere storme og forstyrrelser i kredsløb i havet og på land. Også her i Danmark.
Og vi ved meget mere. Fremfor alt ved vi, at vi må handle hurtigt. For vi er allerede midt i den store klima- og biodiversitetskrise.
Tiden er knap. Den kalder på fortsat omstilling! Vi skal blive ved med at sætte ”det normale” til side! Vi skal vælge aktivt, hvordan et bæredygtigt liv efter corona skal blive!
Jeg tror på – og jeg ser – vores kulturs styrke og muligheder. Og på den skabende handlings muligheder. Specielt i krisesituationer. Vi har i år 2020 oplevet, at kulturlivet finder nye veje. Nogle som vi før corona ikke vidste eksisterede. Kulturen kan også finde nye veje ind i naturens rum. Hvor de sanselige erfaringer og kundskaber lokalt møder videnskabens og kulturens rum med globale rækkevidder. Vi kan bygge Naturfundssind, i samme ånd som Samfundssind. Og se et nyt indre kompas vokse frem i et samfundsliv i fællesskab med naturen.
- Lisbeth Birgersson er arkitektuddannet forsker og fhv. vicerektor ved Teknisk Universitet, Chalmers, i Göteborg.
