Karriereveje er sjældent lige. For Marianne Agerholm fra Hirtshals har de snoet sig gennem shippingbranchen, socialt arbejde, selvstændig virksomhed og nu et centralt job under Forsvarskommandoen.
Fælles for alt, hvad hun kaster sig over, er evnen til at skabe både struktur, relationer og oplevelser.
Marianne Agerholm indledte sin karriere med at blive uddannet til speditør hos rederiet Color Line. Efter en tid der fortsatte hun som speditør hos Nordic Seafood.
Her fik hun yderligere indsigt i international handel og komplekse logistikprocesser, men efter endnu et stykke tid søgte hun igen nye udfordringer.

Marianne blev personlig hjælper for borgere med særlige behov og senere ansat på et bosted. Arbejdet gav hende mulighed for at bruge sine menneskelige og relationelle kompetencer i et felt præget af omsorg og nærvær. Men da bostedet fik udstukket ændret vilkår oppe fra, ændrede arbejdsvilkårene sig markant.
For Marianne blev det et naturligt tidspunkt til nok en gang kigge efter nye muligheder. Denne gang faldt hun over et stillingsopslag, hvor man søgte en eventmanager til InterForce, som er en organisation under Forsvarskommandoen. InterForce fungerer nemlig som bindeled og samarbejder med over 3.600 danske virksomheder om at støtte reservestyrken og styrke det samlede beredskab i Danmark.
I dag arbejder Marianne derfor med base på Flådestation Frederikshavn. Danmarks nordligste flådestation og en af nabokommunens største arbejdspladser med omkring 1.300 ansatte. Arbejdet fører hende også jævnligt til Kastellet i København. I sin nuværende stilling planlægger og gennemfører hun events, netværksmøder og arrangementer, der som allerede antydet skal styrke relationerne mellem erhvervsliv, frivillige og Forsvaret.

Parallelt med sin professionelle karriere har Marianne Agerholm også haft overskud til at etablere sig som selvstændig med Helse Huset Hirtshals. Med afsæt i anerkendte uddannelser arrangerer hun her yoga og udfører akupunktur. Ligesom hun løbende arrangerer Vesterhavs Basar i Hirtshals Idrætscenter.
Sidstnævnte er et arrangement, der gang på gang trækker både lokale udstillere og besøgende fra hele oplandet. Det næste afholdes den 1. marts.
Fra speditør til social medarbejder, fra selvstændig til eventmanager i en landsdækkende forsvarsorganisation. Mariannes karriere vidner da i dén grad om mod, omstillingsparathed og lyst til at udvikle nye kompetencer.
Hendes rejse er et eksempel på, hvordan erfaringer fra vidt forskellige brancher kan forenes i en stærk, menneskelig og handlekraftig profil.
Uanset hvilken retning hun vælger fremover, følger hendes energi, engagement og skabertrang garanteret med.


