Fredag den 9. januar er sidste frist for tilmelding af en gratis stand på Business Hjørring’s Job- & Karrieremesse onsdag den 28. januar klokken 9-12 i hallerne Park Vendia i Hjørring.
Job- & Karrieremesse Hjørring har allerede cirka 90 tilmeldte virksomheder. Messen samler som altid et bredt udvalg af ledige, jobskiftere, gymnasiale afgangselever og EUD/ EUX-elever, der søger lærepladser.
Messen er Vendsyssels største jobmesse og som udstiller har din arbejdsplads en unik mulighed for at blive eksponeret – også for kandidater uden for kommunegrænsen.
Denne messe har primært fokus på ledige og jobskiftere. Derudover samarbejder Business Hjørring med lokale partnere om at tiltrække disse specifikke grupper:
– Højtuddannede
– Elever på erhvervsuddannelsernes grundforløb, EUC Nord, som skal ud at finde læreplads. Det kan være personvognsmekanikere, smede, murere, malere, snedkere, tømrere og elektrikere.
– Afgangselever fra de lokale gymnasiale uddannelser, som vil være interesseret i fritidsjob, sæsonjob eller job i sabbatår – nogle måske også i en uddannelse i samarbejde med en af de virksomheder, som deltager i messen.
Hvis du mangler hænder eller vil du styrke din virksomheds synlighed kan du tilmelde jer til en gratis stand hos Business Hjørring.
Business Hjørring er den kommunale erhvervsservice, som arbejder målrettet med at styrke arbejdskraft, iværksætteri og forretningsudvikling. Læs mere om Business Hjørring.


