Restaurant Tannishus i Tversted kan også denne sommer præsentere musikeren Bob Ferguson i tre fredags-koncerter med tilhørende lækker sæson-menu.
Bob Ferguson spillede med sit band, Celtic Horizon Band, atter med stor succes på den netop afholdte Skagen Festival. Bandet skabte fest og glæde på FF Skagen Torvescenen både fredag og lørdag under festivalen.
Nu er den skotske musiker og leder af bandet, Bob Ferguson, klar med en række solo-koncerter, som bestemt også er både festlige og humørfyldte.

Bob Ferguson optræder altid i højlands kilt, når han spiller og synger rock, country, skotske, irske og egne sange.
Han charmerer og fanger sit publikum ind i sin musikalske verden ikke mindst, når han bevæger sig rundt blandt publikum og inviterer alle til at synge med på de smukke ballader og lystige sange.
– Han har et meget smittende humør, og der er altid fest i gaden, når Bob Ferguson optræder, så vi glæder os til at byde både ham og gæsterne velkommen, lyder det fra Restaurant Tannishus.
De resterende tre fredage i juli med koncert og mad begynder hos Klerly og Åge Vinther klokken 18 med en lækker menu med sæsonens specialiteter. Prisen er kun 300 kroner for tre retter og koncert. Børn under 12 år betaler 175 kroner.
Det er som forret:
Ovnbagt kullerfilet med mild sennepssauce og krydderurtedrys
Hovedret:
Kalv med sauce af svampe, forårsløg og hvidløg og dertil rabarberkompot, grønne asparges og persillekartofler.
Dessert: Nye rabarber i vanilje med mynte.
Der kan bestilles bord ved at ringe til Restaurant Tannishus på telefon 98931482 og via hjemmesiden.



