Er du ikke hjemme, når der i år er Stafet For Livet, kan du måske blive inspireret af Team Lulu. Frederikke og hendes hold støtter nemlig deres kræftramte veninde Louise og Stafet For Livet i Hjørring.
– For et år siden blev min bedste veninde diagnosticeret med metastatisk brystkræft. Desværre uden mulighed for helbredelse. Så sidste år startede hun sit eget hold Team Lulu til Stafet For Livet i Hjørring. Mine børn og jeg deltog. Det var en rigtig god og rørende oplevelse og så fint et arrangement, men i år kan jeg desværre ikke deltage, da jeg skal på træningsferie, fortæller Frederikke.

Så fik Frederikke den idé så at sige at løbe på afstand, da hun ønskede både at bidrage samt vise sin støtte til veninden. Hele holdet var med det samme med på ideen og ønskede at støtte. Frederikke og holdet kontaktede derfor Mette Brath fra Styregruppen. Herfra fik de straks grønt lys til ideen.
– Vi er et hold på 20 skønne træningstosser, der skal til Rhodos på aktiv ferie. Vi har alle det til fælles, at vi elsker at træne. Nogle af os træner sammen til daglig, mens andre træner selv, men fælles for os alle er, at vi til sommer er samlet i et fedt fællesskab under personlig træner Line Nygaards kyndige vinger på Rhodos præcis samtidig med jubilæumsstafetten, forklarer Frederikke.
Så nu er de 20 friske folk, der glæder sig til i august at støtte Louises Team Lulu og Stafet For Livet i Hjørring ved at løbe på afstand i varmen på Rhodos.
– Aftalen er derfor, at de tilmelder sig Team Lulu, sender videos og andet fra varmen, så alle i Hjørring kan følge dem på storskærm den 24. og 25. august, fortæller Mette Brath fra Styregruppen.


