Selvom den digitale verden fylder mere og mere, lever passionen for de små takkede papirstykker i bedste velgående i Sindal. Sindal Frimærkeklub er netop startet på en ny sæson, og formand Benny Risager sender nu en åben invitation ud til alle, der har lyst til at kigge forbi Soldalhus klokken 19.00 onsdage i lige uger den 4. og 18. februar, den 4. marts samt den 18. marts, hvor der er sæsonafslutning.

Klubben tæller i dag en fast kerne på 8 til 12 medlemmer, men der er plads til mange flere i fællesskabet. Især én gruppe står højt på ønskelisten:
– Vi vil rigtig gerne have flere med, især yngre samlere. Vi står klar til at hjælpe dem i gang med deres samling eller guide dem videre, hvis de allerede er startet på denne spændende hobby, lyder det fra Benny Risager.

Gratis glæder og byttemarked
For nye samlere er der en ekstra bonus ved at dukke op. Klubben råder nemlig over en betragtelig mængde byttemærker, som de erfarne medlemmer hellere end gerne giver videre for at hjælpe en ny samling godt på vej.
Møderne er dog mere end blot systematisering og takkemålere. Det er i høj grad en social begivenhed, hvor der er tid til at ordne egne mærker, vise de seneste fund frem eller bare vende verdenssituationen.

Hyggen i højsædet
I Sindal Frimærkeklub er den stive foreningsstruktur valgt fra til fordel for hygge. Der betales ikke kontingent; i stedet går opgaven med at medbringe “kaffe med tilbehør” på skift mellem medlemmerne.
Når klokken nærmer sig 21, bliver frimærkerne skubbet lidt til side, og bordet dækkes med boller, pålæg og kaffe.
– Uanset om man er helt ny eller har samlet i årtier, så er man meget velkommen. Vi glæder os til at se nye ansigter, siger Benny Risager.


