Efter 2 års ufrivillig coronapause kan man den 4. til 6. august 2022 igen deltage som medhjælper til fiskefestival i Hirtshals.
Hirtshals Fiskefestival afholdes sædvanligvis den første weekend i august, hvor omkring 10.000 gæster besøger Hirtshals for at opleve byen, fisken og fiskeriet. Aktiviteterne på festivalen er selvfølgeligbygget op omkring råvarerne, men også alt det de frivillige kan og vil. Og i Hirtshals er der tradition for at løfte i flok.
”Der er simpelthen ingen fiskefestival uden de frivillige. De frivillige er rygraden i hele oplevelsen, lige fra praktikken i opsætning af smageboderne og fiskefrikadellestegning, over det venlige smil der får turisterne til at føle sig hjemme i havnebyen,” siger Uffe Truelsen, der er ny koordinator for festivalen og fortsætter: ”Vi vil gerne understrege at alle er mere end almindeligt velkomne som frivillige. Der er plads til de nye og de rutinerede. Der er plads til unge og ældre og dem i midten. Så tag gerne naboen under armen og med til en frivilligaften i godt selskab. Jeg tør godt at love, det går i fisk…”

”Vi glæder os til at mødes med alle frivillige, der bare venter på at komme i gang igen, og vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at få alle de tidligere frivillige og forhåbentligt også en masse nye med ind i det fællesskab, der præger vores festival. Det er blandt andet derfor, vi har det her nye tiltag og mødes inden Hirtshals Fiskefestival skydes i gang til august – vi kan faktisk heller ikke vente med at møde alle de frivillige og mærke energien og sammenholdet,” udtaler Ditte Sørensen, der er formand for fiskefestivalen.
Der er kommet nogle nye kræfter ind i foreningen bag fiskefestivalen, men programmet kommer til at ligne det, vi (måske) husker fra 2019 med events som fisketorv, smagsprøveboder, Local Cooking, havnerundfarter og flotte fiskebuffeter i teltene.
Alle er velkomne – tilmelding er nødvendig.
Tilmelding foregår via mail til Uffe Truelsenkoordinator@hirtshalsfiskefestival.dk
Seneste tilmelding 2. maj kl. 10.00.
Program for frivilligaften 4. maj på Nordsøen Oceanarium:
17.00 Velkomst, præsentation af den nye koordinator Uffe Truelsen, og oplæg til dialog om dette års fiskefestival og hvad de mange frivillige ønsker at opleve og bidrage med, nu og i fremtiden.
18.30 Let anretning og god snak.
20.00 Tak for i aften – vi ses i august!
Mere info: Kontakt Koordinator Uffe Truelsen på 4416 9850.