Efter inspiration fra flere succesfulde nabobyer, er der nu taget initiativ til at etablere en mandegruppe i Sindal. Formålet er både at skabe et nyt socialt fællesskab for mænd og at give byen en kærlig hånd med at holde den pæn og indbydende.

Ved et velbesøgt møde i Gøgsigs Pakhus mødte 14 interesserede mænd op for at høre mere om projektet. Her blev der livligt diskuteret, hvordan en sådan gruppe kan bidrage positivt til bybilledet. Ligesom “Pedelbanden” i Mosbjerg og “De gule veste” i Lendum, skal gruppen i Sindal påtage sig opgaver, som ikke længere varetages af det offentlige i samme omfang som tidligere. Det understreges, at de frivillige ikke skal tage arbejde fra professionelle, men supplere indsatsen.

Blandt de første forslag til opgaver er pasning af offentlige blomsterbede, fejning af fortove og fremtidig vedligeholdelse af Gøgsigs Pakhus, som også bliver gruppens faste base. Det er ambitionen at indgå i et samarbejde med både Hjørring Kommune samt forretnings- og grundejere i midtbyen for at sikre en koordineret indsats til glæde for flest mulige borgere.

Det sociale samvær vægtes dog lige så højt som det praktiske arbejde. Mødet i pakhuset bar præg af en hyggelig og engageret stemning, og der var bred enighed om, at gruppen skal være et sted, hvor mænd kan mødes uformelt.
– Det hele skal ikke dreje sig om arbejde. Der skal også være plads til bare at komme og hygge sig og snakke, måske spille kort, gå en tur eller foretage sig noget helt andet, lød det fra en af deltagerne.

Et konkret og populært forslag, der kom frem under formiddagens drøftelser, var idéen om at etablere en “Repair Cafe”. Her vil byens borgere kunne få hjælp til at udføre småreparationer på alt fra køkkenredskaber til værktøj, hvilket både gavner den enkelte og fremmer en bæredygtig kultur.

Der blev hurtigt opnået enighed om de næste skridt. Gruppen vil mødes fast hver mandag klokken 10.00 i Gøgsigs Pakhus. Det første arbejdsmøde finder sted mandag den 16. juni, hvor deltagerne vil gå en tur i midtbyen for at se på konkrete opgaver, der kan tages fat på.
– Er du er en mand (alder underordnet) og har lyst til at deltage i et uforpligtende samvær med andre mænd, så mød op til næste møde mandag den 16. juni klokken 10.00 i Gøgsigs Pakhus. Alle mænd er velkomne, og der vil blive serveret kaffe og brød, lyder opfordringen.


