Allerede i juni 2018 fortalte vi historien om Rikke Ella Andrups forunderlige rejse fra kordegn til forlægger af erotisk litteratur i Hirtshals.
Dengang karakteriserede vi hende som lidt af kamæleon, idet hun på det tidspunkt om dagen arbejdede som kordegn i Aalborg Øst, mens hun i de sene nattetimer svedte tran over tastaturet, når hun enten var forfatter eller redaktør hjemme i Hirtshals. Desuden var hun foredragsholder, boganmelder og altså også selvstændig forægger.
Efterfølgende er Rikke Ella Andrup rykket ind i erhvervsfællesskabet på Dalsagervej hos Tonni Sørensen, som er administrerende direktør og partner hos HTC.
Siden 2018 er der da også kommet fuld skrue på karrieren, idet hun både skriver børnelitteratur i eget navn og såkaldt romancelitteratur under pseudonymet Ella-Maluca Floyd.
Børnebøgerne om Frederikke er velegnede til højtlæsning i børnehaver eller indskoling. De handler med forfatterens egne ord om familie, venskaber, misundelse, hemmeligheder og samvittighed.
Som forlægger elsker hun også selv at lege med det visuelle og står derfor egenhændigt for en god del af det grafiske arbejde på forlagenes udgivelser.
– Forsiden af en bog er uhyre vigtig. Du kan have en fantastisk bog, en fængslende bagsidetekst, men hvis forsiden ikke gør læseren nysgerrig, så kan du miste læseren, allerede inden de når at læse bagsideteksten, forklarer Rikke Ella Andrup.
Det er således en selvbevidst og målrettet forfatter og forlægger, som vi fremover vil forsøge at holde trit med, idet vi vil præsentere udvalgte nye udgivelser både fra Forlaget Nelumbo og Forlaget Petunia.