Lørdag aften fik nogle arbejdsomme sommerhusejere i Tornby sig en overraskelse, da de var i gang med at grave ud til en ny terrasse.
Under gravearbejdet stødte anmelderen på et metalobjekt. Efter at have fjernet noget af jorden omkring genstanden, vurderede anmelderen, at der kunne være tale om en gammel granat på cirka 30 centimeter.
Forsvarets ammunitionsrydningstjeneste (EOD) blev kontaktet og kunne konstatere, at der var tale om en 81 mm mortergranat. Granaten blev efterfølgende fjernet fra stedet og transporteret til destruktion.
Kilde: Nordjyllands Politi.


