Som tidligere omtalt har Sindal Biogas taget initiativ til udviklingen af et undervisningsmateriale, der kan vække nysgerrigheden hos elever på 8. til 9. klassetrin i forhold til biogas og de dertil knyttede biologiske og kemiske processer.
Initiativet fortjener stor ros, for det er prisværdigt, når ”virkeligheden” inviterer sig selv indenfor i grundskolen. Ikke mindst i disse år, hvor der er et stigende fokus på at få elever til at kigge på deres fremtidsmuligheder med et mere åbent blik.
For hånden på hjertet, det er nok de færreste teenagere, der af egen kraft tænker, at en hverdag hvor kontrolleret forrådnelse og effektiv håndtering af gylle og bioafgrøder kan være vejen til et godt og meningsfuldt arbejdsliv. Men det kan materialet fra Sindal Biogas være med til at ændre på. Det er udformet, så det vækker nysgerrighed i forhold til de biologiske og kemiske processer, der finder sted under boblerne.
Anne Mette Houen Lauritsen og Anders Ejstrup Hansen, der til daglig underviser på Sindal Skole, har bidraget til undervisningsmaterialet, og de er garanter for materialets faglighed. Designer Lotte Winther fra bureauet Tankegang har til gengæld taget hånd om det grafiske udtryk.
Opgaverne i materialet er meget forskellige, og lad mig være ærlig, personligt er jeg mest fanget ind af de opgaver, der er eksperimentelle. Fx som nedenstående opgave, hvor elever guides igennem et forsøg, hvor de oplever selv at kunne producere biogas og tilmed ”opgradere” det til brandbar kvalitet.
Materialet er henvendt til undervisning i grundskolen, men vil også kunne bruges af forældre, der har lyst til at give deres børn en ”hands on” oplevelse af, hvad naturens processer kan udrette, når de bliver ”kultiveret”.
Thumps up til Sindal Biogas og lærerne fra Sindal Skole.
Materialerne kan hentes gratis på Undervisning Sindal Biogas, men det kræver et login, som kan fås ved at skrive til Sindal Biogas.