Sidst Lørdagscaféen havde åbent var den 29. august sidste år på ungdomsskolen Nordstjernen i Hirtshals. Det er lang tid siden.
– Restriktioner på grund af corona gjorde, at Lørdagscaféen var nødt til at lukke, så ingen blev smittet i caféen, fortæller Helle Gaust fra Tværkulturel Hirtshals.
– Når nydanske og gammeldanske venner fra caféen mødte hinanden på gaden, i toget, i Aldi eller andre steder, drejede snakken sig altid om, HVORNÅR vi mon kunne mødes i Lørdagscaféen igen, tilføjer Helle Gaust.
Og nu er der gode nyheder: Lørdagscaféen åbner igen på lørdag den 12. juni kl. 14.00 på ungdomsskolen Nordstjernen.
Genåbningen skal fejres med spil, hygge, kaffe, kagemænd, frugt og meget andet. Men alle skal stadig passe godt på hinanden, så der skal stadig bruges håndsprit – og cafégæsterne skal bruge mundbind, når de bevæger sig rundt, men må gerne ta deres mundbind af, når de sidder ned.
– Alle er hjertelig velkomne, børn, unge, ældre, nydanskere og gammeldanskere, men børn og unge under 18 år skal komme sammen med deres forældre, slutter Helle Gaust.


