Lokalhistorisk Forening for Harritslev-Rakkeby indbyder igen i år medlemmer og øvrige interesserede til den årlige generalforsamling. Den afholdes mandag den 2. marts 2026 kl. 19.00 i kaffestuen i Uhrenholdts Gård, Jernbanegade 8 D i Vrå.
Livet bag kulisserne på Voergård
Efter den formelle del fortsætter aftenen i samarbejde med Vrå Arkiv, hvor foreningerne er vært ved kaffebord på loftet. Her fortæller Ellen Christensen om at være ”Stuepige på Voergård Slot”.
Ellen Christensen, tidligere lærer ved blandt andet Volstrup, Vrensted, Vestre Skole og Lundergård Skole i Hjørring, fortæller levende om sin ungdomstid som stuepige på Voergård Slot i perioden, hvor Oberbech Clausen boede på slottet.

Det var en tid med mange gæster, fine selskaber og udenlandske besøgende, der overnattede og skulle vartes op – og publikum får et sjældent indblik i livet bag kulisserne.
Hun har tidligere skrevet om sine oplevelser i ”Vendsyssel Årbog 2018”.
Historien skal bevares
”Arkivet arbejder fortsat på at indsamle billeder og oplysninger fra lokalområdet,” fortæller arkivets formand Svend Aage Nielsen. ”Mange gårdmalerier og luftfotos er allerede bevaret, men der findes stadig meget materiale rundt omkring i hjemmene. I en tid, hvor ejendomme forsvinder, får sådanne billeder stor betydning for eftertiden.”
Derfor opfordres alle til at aflevere materiale til gennemgang frem for at kassere det.
”I morgen er i dag allerede historie – og alle har en fortælling, der kan være værdifuld for kommende generationer,” siger han og tilføjer, at oplysninger om gamle ejendomsnavne også modtages med tak.
Aftenen er åben for alle, så både naboer og venner er velkomne til en interessant aften med foreningsarbejde, fællesskab og et levende indblik i livet på et slot for omkring 65 år siden.


