Det nyrenoverede Ruths Strandhotel er en del af Ruths Hotel. Det er dog to forskellige bygninger med hver deres historie, som på mange måder hænger sammen.
– Ruths Hotels hovedbygning blev opført i 1904, mens Strandhotellet kom til i 1910. Med få hundrede meters afstand og med hver deres karakteristik har de to hoteller sideløbende udviklet sig, og på skift har været byens førende beværtning og overnatningssted. I kraft af istandsættelsen af Ruths Strandhotel kan de to hoteller atter stråle om kap i idylliske og naturskønne omgivelser, fortæller Adm. dir. Tom Boye, Ruths Hotel A/S.
Enorm interesse for at besøge Gl. Skagen
Han har siden genåbningen i maj oplevet enorm interesse for at booke ophold på hotellet, og hele sommeren er da også udsolgt.
– Gæsterne søger netop den autencitet, som kendetegner Strandhotellet og som sender tankerne i retning af TV2 serien ”Badehotellet”. Omgivelser der indbyder til ro og uafbrudt refleksion. Vi har bevaret at så mange originale detaljer som muligt. Samtidigt skulle indretning og faciliteter have et kvalitetsmæssigt løft, og herved leve fuldt op til den komfort og eksklusivitet, der forbindes med et ophold på Ruths Hotel, påpeger Tom Boye.
Omfattende renovering afsluttet
Udover renoveringen af Ruths Badehotel, har også andre dele af Ruths Hotel gennemgået en omfattende renovering:
– Den netop overståede opgradering Ruths Strandhotel, men også værelserne på Ruths Hotel, Kunstnerhuset samt vores restauranter mv., sætter baren højt for vores ambition om at skabe oplevelser i topklasse både når det gælder vores gastronomi, overnatning og øvrige faciliteter, slutter Tom Boye.
Ruths Hotel har brugt op imod 20 mio. kroner på renoveringer det sidste år.