Der er heller ingen tvivl om, at Allan Olsen igennem årene har skærpet sine stærke sider, som er de poetisk fabulerende tekster og et efterhånen fermt guitarspil kombineret med veloplagte anekdoter, hvilket vi fik bekræftet ved torsdag aftens koncert på Nordsøen Ocenarium.
Den garvede troubadur lagde denne aften uden videre retoriske krumspring, som på forhånd var klaret fornemt med en hjertelig velkomst af konferencier Michael Vajhøj, indledningsvis ud med nogle stille ballader, før han fik spillet sig varm nok til også imellem numrene at snakke sig ind på publikum med inddragelse af lune fortællinger fra sit livslange venskab med Johnny Madsen.
Herfra tog koncerten en varm drejning omkring den aldrende moder og erindringsglimt fra barndommen i den sydlige ende af Frederikshavn. Troubadurens evner som lyrisk storyteller kom også til udtryk ved improviserede indslag i sangteksterne og minder fra optrædender hos Pelle og Per på Den Gule Kro.
– Norlan var helligbrøde. Den skal lyde som den oprindelige, fra dengang Olsen for alvor tjekkede ind på min lystavle, fastslog vores fotograf Torben Elling.
Til aftenens koncert havde den skarpe fotograf undtagelsesvist kun medbragt sin mobiltelefon i skikkelse af en One Plus 9 Pro, hvor kameraet heldigvis er et Hasselblad.
– Men så fik vi Rosa og sidste nummer var Aston Martin 66. Udlængsel og fascinationen af eventyret, der måske aldrig rigtigt forløses, men lever i hvert fald, indtil fuglene begynder at fløjte næste morgen og virkeligheden kalder. Ikke to ens koncerter, men eksperimenteren med det gamle materiale er ganske positivt. Man får ikke altid, hvad man forventede, uddybede Torben Elling.
Allan Olsens eksperimenterende og fabulerende talent kan jeg for resten varmt anbefale alle også at opsøge i de to erindringsbøger Tilfældigt strejfet og Laksetrappen. Når man har læst dem, åbnes der nye døre ind til det rigt facetterede univers, som musikalsk foldes så smukt ud i hans finurlige sangtekster.
Mindst et par gange kom jeg for første gang under en koncert med Allan Olsen til at tænke på Poul Dissing. Ikke mange andre danske solister kan som de to favne hele registeret fra ironi over finurligt turnerede kærlighedserklæringer til rustik poesi med mere end en snert af hjemstavn.
Allan Olsen var denne gang knap så frapperende fræk, men til gengæld desto mere veloplagt i den sidste del af koncerten, hvor der i dén grad var blevet etableret kontakt til det begejstrede publikum på Nordsøen Oceanarium. Sikke da et glædeligt gensyn!
Foto: Torben Elling.
